Pas på glatte veje - kør i god tid

Det sner flere steder i Danmark, og det giver glatte veje. Kør derfor hjemmefra i god tid, opfordrer vagthavende hos Vejdirektoratet

Særligt i Østdanmark og på Djursland skal bilisterne være forsigtige i morgentimerne. (Foto: Anders Brohus)
Særligt i Østdanmark og på Djursland skal bilisterne være forsigtige i morgentimerne. (Foto: Anders Brohus)

Saltvogne er i gang i hele Danmark, efter at der i løbet af natten er faldet sne og slud over det meste af landet.

- Det har sneet i stort set hele landet, og visse steder har det lagt sig på kørebanen. Vi opfordrer til at køre forsigtigt og køre hjemmefra i god tid, siger Carsten Kløcker fra Vejdirektoratets trafikinformation.

En lastbil spærrede tidligere på morgenen det ene spor på motorvejen ved Skærupsammenfletningen ved Fredericia. Men lastbilen er nu væk, og trafikken kører igen normalt.

Der er her til morgen byger i det meste af landet - nogle steder falder der sne, andre steder regn eller slud, fortæller meteorolog Jens Ringgaard fra TV2 Vejret til ekstrabladet.dk

- Det er primært på Djursland og i Østdanmark, der er faldet sne. Der er meldinger om isglatte veje de steder og enkelte andre steder i Jylland, men det er ikke så slemt som i går. Tiden er med os og med formiddagen bliver nedbøren mere våd end hvid, siger meteorologen.

Flere politikredse melder om færdselsuheld som følge af vejret, men foreløbig er der tale om forholdsvis små uheld uden alvorlige personskader.

Læs mere om vejret her på vejret.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer