Modtog mail med personoplysninger på over 100 andre

Jobcenteret i Hillerød sendte ved en fejl et jobtilbud ud til kommunens ledige med synlige oplysninger om alle modtagere

- Det er bare løgn, tænkte jeg. Det er da lidt skræmmende, at de på den måde sender en komplet mailliste over kommunens arbejdsløse ud, lyder reaktionen fra Leon Gebhard. (Privatfoto)
- Det er bare løgn, tænkte jeg. Det er da lidt skræmmende, at de på den måde sender en komplet mailliste over kommunens arbejdsløse ud, lyder reaktionen fra Leon Gebhard. (Privatfoto)

Leon Gebhard fra Bendstrup ved Hillerød vil egentlig gerne have et job. Og derfor er jobtilbud fra kommunens jobcenter også normalt kærkomne.

Da en opfordring om at sende cv, hvis han havde kompetencer inden for låse, el og alarmer, dumpede ind i mailboksen den 21. januar, var det da heller ikke udsigten til et muligt job, der fik ham op af stolen.

Det var i stedet den lange - og synlige - liste over de mere end 100 andre modtagere af mailen. Både deres navn og e-mail var synlige for alle.

- Det er bare løgn, tænkte jeg. Det er da lidt skræmmende, at de på den måde sender en komplet mailliste over kommunens arbejdsløse ud, lyder reaktionen fra Leon Gebhard.

En mail med sådanne oplysninger er da også et brud på persondataloven, vurderer Peter Erik Blume, der er juraprofessor på Københavns Universitet.

- Der sker en videregivelse af oplysninger, hvor modtagerne får navn og mail på andre jobsøgende. Det er måske ikke personfølsomme oplysninger, men det fortæller stadig noget om de enkelte personer. Og det må man ikke videregive, med mindre der er grundlag for det. Og det kræver normalt et samtykke. Derfor er det et brud på persondataloven, siger Peter Erik Blume.

I Hillerød Kommune beklager jobcenterchef Stine Hollendsted episoden.

- Der er blevet begået en dybt beklagelig fejl, og det er vi meget kede af. Det er uacceptabelt, men det kan ske, siger hun og tilføjer:

- Personerne i mailgruppen er alle omfattet af akutpakken i kommunen og bliver brugt i forbindelse med mulige job. Normalt sikrer vi os, at det kun er den enkelte borger, der kan se egne oplysninger, så det er uden tvivl en fejl, at oplysningerne i dette tilfælde er synlige.

Ifølge Stine Hollendsted tilbagekaldte jobcenteret da også mailen, så snart de blev opmærksomme på fejlen og har beklaget over for de borgere, der selv har henvendt sig i sagen.

- Samtidig melder vi sagen til Datatilsynet og strammer op på vores mailprocedure, fastslår hun over for ekstrabladet.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer