Tre bomber eksploderer i Kabul centrum

Flere personer formodes omkommet, da selvmordsbombemænd bringer bomber til eksplosion i Kabul centrum

Tre bomber er eksploderet foran den afghanske efterretningstjeneste (NDS) i Kabul centrum, oplyser afghanske og udenlandske militærkilder.

De tre bombemænd og to vagter foran efterretningsbygningen er omkommet, siger en talsmand for det afghanske indenrigsministerium.

Om der er flere dræbte er uklart.

De kraftige eksplosioner rystede en række regeringsbygninger og udenlandske ambassader, som ligger i et kraftigt beskyttet område i byen.

Ud over de dræbte er adskillige handlende og butiksejere kvæstet ved eksplosionerne.

Der er også ske stor materiel ødelæggelse på bygninger i nærheden af gerningsstedet.

Oprørsbevægelsen Taliban har tidligere gennemført lignende selvmordsbombeangreb.

Men en talsmand for Taliban, Asadullah Khalid, siger, at "han ikke kender til nogen bombeaktion" i Kabul onsdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer