Kolleger til stressede: Stop nu det klynkeri

Vi bliver irriterede på kolleger, som lægger sig syge med stress. Det viser en ny undersøgelse fra Bispebjerg Hospital.

(Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)

Læs også: Sådan får du kollegerne til at se op til dig

Hvis du er sygemeldt med en brækket arm, får du sandsynligvis en buket blomster og et kort med ”god bedring” fra kollegerne.

Men knækker du i stedet psyken og går ned med stress, reagerer kollegerne med irritation og manglende forståelse, viser ny undersøgelse. Det selvom over 250.000 danskere er ramt af stress.

- Det er et stort problem, og det bliver større og større, fordi der kommer mere stress, siger arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen fra HK.

Krisen gør os bidske
Undersøgelsen, som læger og psykologer fra Bispebjerg Hospital står bag, viser, at kolleger til stressramte ofte reagerer med irritation.

Det sker, fordi sygemeldingen betyder en større arbejdsbyrde for dem. De forstår ikke, hvorfor den stressramte ikke bare kan tage sig sammen.

Manglende viden om stress får en stor del af skylden, men også finanskrisen og den høje arbejdsløshed gør os mere bidske over for hinanden, viser undersøgelsen.

Når arbejdspladsen i forvejen er underbemandet, må de andre trække et endnu tungere læs ved en sygemelding. Og ofte er der ikke råd til at hyre et par ekstra hænder i form af en vikar. Dermed bliver kollegerne både irriterede og bange for selv at få stress.

'Jeg har lige så meget at lave som dig'
Fagforeningerne HK og Dansk Magisterforening kender udmærket problemet.

- Nogle tænker, jamen, jeg har lige så meget at lave som dig, og jeg har ikke stress, så det kan du heller ikke have, siger Ole Grønne, som er arbejdsmiljøkonsulent for Dansk Magisterforening.

Her har man fundet det nødvendigt at lave en pjece med gode råd til, hvordan man håndterer en kollega, der er syg med stress.

I sidste ende er det chefens ansvar, at den stressramte mødes med forståelse. Det mener arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen fra HK.

- Kollegerne skal tage hensyn, og chefen skal sætte dem ind i tingene. De sager, hvor kollegerne ikke tager hensyn, er det et udtryk for manglende viden og forståelse, men også for dårlig ledelse, siger han.

Tag dig nu sammen!
Stresscoach Lene Marie Jensen støder tit på problemet.

- Jeg støder for eksempel på holdningen ’Hvordan kan den her person tillade sig at være syg i tre måneder?’ Tit er det svært at forstå, at stressramte ikke bare kan tage sig sammen. Men der er jo i virkeligheden tale om, at de har taget sig sammen for længe, forklarer hun.

I sit arbejde med stressramte vælger Lene Marie Jensen netop at inddrage hele arbejdspladsen. Forståelse og støtte fra chef og kolleger gør nemlig en verden til forskel for, om det lykkes den stressede at vende tilbage til jobbet.

Undersøgelsen viser dog også, at irritationen ofte er blandet med medlidenhed, og at mange gerne vil hjælpe deres stresskollapsede kammerat op igen, men ved ikke hvordan.

Samtidig er vi mere tolerante over for sygemeldte kolleger, vi godt kan lide, end mindre populære kolleger.

Det viser undersøgelsen, der bygger på interviews fra 38 danske arbejdspladser.

Se listen: Det skal du spise for at få bedre sex

Læs også: Sådan får du din kollega med i kanen

Læs også: Sådan får du kollegerne til at se op til dig

Læs også: Sådan driver du din kollega til vanvid

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen