Skrantende Chavez er for syg til egen præsident-ceremoni

Venezuelas leder døjer med helbredet efter kræftoperation. Edsafsigelse bliver derfor udskudt på ubestemt tid

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Myndighederne i Venezuela har valgt at udsætte den formelle indsættelse af præsident Hugo Chavez, da den sydamerikanske leder stadig kæmper med sin kræftsygdom.

Det var ellers planen, at Chavez torsdag den 10. januar skulle aflægge ed i sit hjemland og indsættes til en ny seksårig periode som præsident.

Den socialistiske leder er indlagt på et hospital i Cuba efter sin fjerde kræftbehandling på to år, og Chavez døjer angiveligt med en lungeinfektion efter operationen, skriver den britiske radio- og tv-station BBC.

- På baggrund af anbefalinger fra lægerne har Chavez brug for mere tid til at komme sig, og derfor vil han ikke være til stede på datoen, lyder det fra Venezuelas vicepræsident, Nicolas Maduro.

Chavez vil i stedet aflægge ed foran nationalforsamlingen i Venezuela på et senere tidspunkt, lyder det.

Den 58-årige socialistiske præsident har ikke vist sig offentligt i en måned. Han har været præsident siden 1999 og blev i oktober genvalgt for en fjerde embedsperiode.

Oppositionen har tidligere sagt, at hvis Chavez stadig befinder sig i Cuba 10. januar, så svarer det til, at han træder tilbage. Det har vicepræsident Maduro afvist.

Det er ikke kommet frem, præcist hvilken form for kræft Chavez lider af. Blot at det er i bækkenområdet. Siden den fjerde operation i december har der været flere komplikationer, og der går rygter om, at han er døden nær.

0 kommentarer
Vis kommentarer