Peter Loft hædres med ærestitel trods skattesag

Forhenværende departementschef æres af handelshøjskolen CBS, mens han undersøges af skattesagskommissionen.

Peter Loft æres af handelshøjskolen CBS, mens han undersøges af skattesagskommissionen. (Foto: Per Gudmann)
Peter Loft æres af handelshøjskolen CBS, mens han undersøges af skattesagskommissionen. (Foto: Per Gudmann)

Selv om Skatteministeriets tidligere departementschef Peter Loft stadig ikke er renset for mistanken om ulovlig indblanding i statsminister Helle Thorning Schmidts (S) skattesag, bliver han nu hædret af Copenhagen Business School (CBS).

Han får ærestitlen adjungeret professor, skriver Weekendavisen fredag.

Peter Loft blev sendt hjem i marts sidste år af daværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), der udtalte, at han ikke længere havde fuld tillid til departementschefen.

Peter Lofts rolle i sagen undersøges i øjeblikket af Skattesagskommissionen, der først slutter sit arbejde i 2014.

Alligevel har CBS besluttet per 24. januar at tildele ham ærestitlen.

Læs også:

Se også: Skatte-uenighed i Venstre-toppen: Troels Lund undsiger Lars Løkke

Det har ifølge Weekendavisen skabt murren i krogene og utilfredshed blandt medarbejderne på Juridisk Institut.

- I et videnskabeligt miljø som vores er anerkendelse noget meget vigtigt, og vi er bange for, at han nu bliver fejlagtigt anerkendt, for det kan jo vise sig, at han har ridser i lakken, siger en ansat, som foretrækker, at CBS havde ventet.

Andre ansatte, som Weekendavisen har talt med, kritiserer også udnævnelsen, men tør ikke stå frem med navn.

De ansatte blev orienteret om udnævnelsen af Loft på et institutmøde i slutningen af sidste år.

Institutleder på CBS, professor Peter Arnt Nielsen, som er manden, der har fået ideen om at udnævne Peter Loft, siger til avisen, at han betragter det som "et scoop", at Peter Loft nu bliver adjungeret professor på Juridisk Institut på CBS.

Læs også:

Se også: Her er de tre grunde til Lofts fyring

- Jeg står inde for Peter Lofts faglige kvalifikationer. Han er en utrolig dygtig mand, der har en fantastisk indsigt i skatteforvaltningen, og det er et helt almindeligt princip, at man ikke er skyldig, før man beviselig har gjort noget forkert, siger han.

Selv har Peter Loft "ikke studset nærmere over" tidspunktet for den ærefulde udnævnelse, siger han til Weekendavisen:

- Jeg forstår ikke, hvis jeg skal gemmes helt væk. Livet går videre, og jeg må vel også foretage mig noget i den periode, hvor sagen kører, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer