Har du penge kan du få ...

Scleroseramte Mikkel Nielsen afvist i telefonslusen, fordi han ikke betaler kontingent til foreningen

30-årige Mikkel Nielsen fik konstateret sclerose i 2003. Han medicineres nu så kraftigt, at han overvåges og kontrolleres en gang om måneden af læger ved Odense Universitetshospital. – Jeg er bestyrtet over, at Scleroseforeningen kræver penge for at råde og vejlede, siger Mikkel Nielsen. (Foto: Privatfoto)
30-årige Mikkel Nielsen fik konstateret sclerose i 2003. Han medicineres nu så kraftigt, at han overvåges og kontrolleres en gang om måneden af læger ved Odense Universitetshospital. – Jeg er bestyrtet over, at Scleroseforeningen kræver penge for at råde og vejlede, siger Mikkel Nielsen. (Foto: Privatfoto)

Selv om sclerose er en ganske alvorlig og ofte stærkt invaliderende sygdom, så er der lukket for det varme vand for dem af de cirka 12.500 danskere med diagnosen, som ikke bidrager til Scleroseforeningen.

Det måtte Mikkel Sebastian Nielsen sande i går formiddag, da han henvendte sig for at få svar på et par spørgsmål angående generhvervelse af sit kørekort.

– Damen i telefonslusen beklagede, at de ikke kunne hjælpe mig, fordi jeg ikke er medlem af foreningen og betaler 265 kroner i årligt kontingent. Hun sagde dog, at jeg godt kunne få hjælp, hvis jeg meldte mig ind med det samme, fortæller Mikkel Nielsen til Ekstra Bladet.

Pensioneret som 26-årig
Den 30-årige far til en datter på syv måneder fik konstateret sclerose i sommeren 2003. Trods sin alvorlige diagnose fortsatte Mikkel Nielsen dog sine dansk- og historiestudier ved Roskilde Universitets Center, men sygdommens udvikling satte en stopper for studierne tre år senere. Herefter var han elev i halvandet år hos PFA Forsikring, inden han i 2007 blev rådet til at lade sig pensionere af læger ved Odense Universitetshospital.

– Der er mange sclerosepatienter, der er hårdere ramt end mig. Både hvad angår selve sygdommen, men også økonomisk, siger Mikkel Nielsen, der bor sammen med sin datters mor i Brenderup ved Middelfart.

For de enlige mødre
Mikkel Nielsen ville med sine egne ord give sin højre arm for at kunne klare et job og forsørge sig selv.

– Og sådan ved jeg, at andre patienter føler det. Så kan det ikke være rigtigt, at vi har en scleroseforening, der nægter at hjælpe, hvis man ikke betaler et fast beløb til dem hvert år. Jeg kunne såmænd godt betale de 265 kroner i kontingent, men for den enlige mor med to-tre børn kan beløbet være en stor belastning i et stramt budget.

– Det er sclerosepatienter som hende, jeg tænker på, når jeg nu råber op. Hvad ligner det at lukke folk ude, som i forvejen er hårdt ramt af en alvorlig sygdom og en anstrengt økonomi, siger Mikkel Nielsen.

Hovedparten af dem, der rammes af sclerose, er kvinder i alderen 20-40 år.

Scleroseforeningen: Vi taler med alle
Ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen, Nadia Buchard, bekræfter over for Ekstra Bladet, at foreningen betinger sig medlemskab, hvis folk som Mikkel Nielsen søger råd og vejledning.

– Jeg vil ikke udtale mig om den konkrete sag, men kan generelt sige, at for at få hjælp fra vores socialrådgivere eller psykologer, skal man være medlem og betale det årlige kontingent på 265 kroner.

Scleroseforeningen har i alt ni socialrådgivere ansat rundt omkring i landet udover et antal psykologer.

– Vore tilbud til medlemmerne er unikke og omkostningskrævende. Det er svært at opdrive en psykolog til under 8-900 kroner i timen, men i vores regi er det gratis, hvis man er medlem, siger Nadia Buchard.

4.000 henvendelser
Scleroseforeningen modtog i alt 4.000 henvendelser fra deres cirka 62.000 medlemmer i 2011.

– Alle foreninger er baseret på medlemskaber, påpeger Nadia Buchard.

– Ja, men er I ikke netop sat i verden for at kunne hjælpe alle scleroseramte, uanset om de betaler kontingent eller ej?

– Alle, der henvender sig, bliver skrevet på en liste, og så ringer vi tilbage til dem. Når det sker, beder vi om medlemskab, hvis der er behov for flere samtaler og mere vejledning, siger Nadia Buchard.

Kræftpatienter betaler ikke
Både hos Kræftens Bekæmpelse og Gigtforeningen er det til enhver tid ganske gratis at henvende sig og bede om hjælp, råd og vejledning.

– Hos os skal man ikke være medlem for at få hjælp. Det er åbent og gratis for alle, siger informationsmedarbejder hos Kræftens Bekæmpelse, Jytte Dreier, til Ekstra Bladet.

Leder af kommunikation hos Gigtforeningen, Maiken Riis Friberg, finder umiddelbart Scleroseforeningens krav om kontingent firkantet, selv om hun godt kan forstå tankegangen bag.

– Jeg kender hverken Scleroseforeningens regler eller økonomiske forhold, men jeg er glad for, at vi i modsætning til dem har åben vejledning for alle.

– Vi håndhæver princippet om ikke at skelne mellem, hvem der henvender sig. Men vi har ikke ressourcer til køre sager for folk, siger Maiken Riis Friberg.

0 kommentarer
Vis kommentarer