SAS: 'Final call'

SAS offentliggør den omfattende spareplan, der skal forhindre en truende konkurs

(Foto: SAS)
(Foto: SAS)

Der skal skæres helt ind til flystellet, hvis det skandinaviske flyselskab skal overleve.

SAS offentliggør mandag morgen derfor en omfattende spareplan, der kan være med til at redde det engang så hæderkronede selskab.

Planen betyder, at SAS skal skære 2,6 milliarder kroner i omkostningerne. Det bekræfter SAS mandag morgen.

Pengene skal bl.a. findes ved at frasælge flere selskaber.

Bl.a. vil SAS Ground Handling blive forsøgt solgt til schweiziske Swissport. Cirka 2000 af det såkaldte handlingsselskabs ansatte arbejder i Danmark.

'Final call'
- Dette er vores 'final call', hvis der fortsat skal være et SAS. Vi har fået denne sidste chance for at begynde forfra og gennemføre disse fundamentale forandringer, siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS, i en pressemeddelelse.

SAS vil igennem outsourcing, effektivisering og frasalg gå fra de nuværende cirka 15.000 til omkring 9.000 ansatte.

Nedskæringerne betyder bl.a., at selskabet nedlægger 800 administrative stillinger og flytter hovedkontoret til Sverige.

Ifølge SAS vil man kun beholde 'nødvendige' funktioner i Danmark og Norge.

Lønnedgang på 15 procent
Ud over at der nu skal skæres dybt i laget i administrationen, kan det øvrige personale se frem til, at de kommer til at arbejde på ændrede vilkår.

Blandt andet reduceres grundlønnen med 15 procent, og pensionsordningerne tilpasses det øvrige arbejdsmarked. Samtidig sættes der loft over, hvor meget en SAS-ansat må arbejde.

I fremtiden er det heller ikke muligt at indregne transport som en del af arbejdstiden. Flyvende personale skal som udgangspunkt være ansat det sted, de flyver ud fra.

- Man kan således ikke længere lade sig flyve fra hjemmebasen til den base, der skal flyves ud fra og lade dette tælle som en del af arbejdstiden, skriver SAS i spareplanen.

SAS medarbejdere bliver informeret om planen og kravene i de nye aftaler på interne møder i dag og de kommende dage.

- Jeg ved, at vi kræver meget af vores medarbejdere, men der findes ingen anden udvej. Jeg håber, at vores loyale og dedikerede medarbejdere har viljen til at kæmpe for, at SAS skal overleve og dermed sikre vores arbejdspladser, siger Rickard Gustafson.

Forhøjet kreditaftale
Bankerne og hovedaktionærerne har allerede accepteret spareplanen, der fremlægges samtidig med SAS' kvartalsregnskab. Offentliggørelsen af regnskabet blev i sidste uge udskudt, fordi forhandlingerne med bankerne endnu ikke var faldet på plads.

Aftalen med bankerne betyder bl.a., at SAS får forlænget sin kreditaftale med bankerne til 31. marts 2015 og får den forhøjet til ca. tre milliarder kroner.

Opbakningen fra bankerne er betinget af, at SAS' plan til fulde gennemføres. Dette indebærer helt konkret, at de nye kollektivaftaler skal være underskrevet inden for ganske kort tid.

Med andre ord er tilbudet til medarbejderne: Take it or leave it.

Læs også:

Se også: Avis: SAS sælger datterselskab

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen