Ny chok-forskning: Brandmænd får uhelbredelig kræft

Alle brandmænd ved, at de kan få brandsår på jobbet, men det er de færreste i faget, der ved, at de også kan få kræft, når de stempler ind og rykker ud

(Arkivfoto: Thomas Borberg)
(Arkivfoto: Thomas Borberg)

Forskning fra nogle af verdens mest anerkendte kræftforskere viser nu, at brandmænd har en markant højere risiko for at dø af kræft. Det skriver Avisen.dk.

- Der er en begrundet mistanke om, at der er et problem blandt brandmænd, siger Jens Peter Bonde, der er professor i arbejdsmedicin og forskningsleder på den arbejdsmedicinske klinik på Bispebjerg Hospital til Avisen.dk.

Den nye forskning om overdødelighed blandt brandmænd stammer fra International Agency for Research on Cancer (IARC), der er en del af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Den viser, at brandmændene rammes af kræft i testiklerne, blærehalskirtlen (prostatakræft, red.) og lymfesystemet.

Avisen.dk har talt med ni brandmænd. Alle med disse sygdomme, og alle med en mistanke om, at det er deres job, der har skylden. Dertil kommer holdet bag den store Hafnia-brand i 1973. Ud af et hold på otte brandmænd har fem fået diagnosen kræft.

Fælles for dem alle er, at hverken Arbejdstilsynet, lægerne eller deres chefer har fortalt dem, at de kunne få kræft af deres job. Allerede i 1990 påpegede dansk kræftforskning, at der var en overdødelighed blandt brandmænd.

Det får nu Kræftens Bekæmpelse og en række fagforeninger til at kritisere brandmændenes chefer for at undlade at informere og beskytte deres medarbejdere mod kræft.

- Mistanken om kræft skal tages alvorligt. Det er arbejdsgivernes ansvar. Indledningsvis, er det mindste vel at informere brandmændene, siger seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse til Avisen.dk.

Og den holdning er han ikke alene om.

- Det er den uvidenhed, der er skyld i, at nogle brandmænd for eksempel efterslukker uden åndedrætsbeskyttelse, hvilket i længden kan være livsfarligt, siger Tommy Kjær, der er næstformand for Brandfolkenes Organisation (BO).

Dennis Kristensen, der er formand for FOA, er også kritisk. Han frygter, at arbejdsgiverne kan finde på at skrue yderligere ned for sikkerheden for at spare penge."Jobbet som brandmand er farligt nok i forvejen. Derfor skal der være maksimal sikkerhed, så canceren kan forebygges. Sikkerheden må ikke blive et spørgsmål om økonomi," siger han.

Avisen.dk har talt med de kommunale brandvæsner i København, Aarhus og Odense samt Falck, der har 3.100 brandmænd på lønningslisten. Ingen af de fire arbejdspladser informerer de ansatte om den overdødelighed, der skyldes kræft.

- Vi ved ikke nok om de helbredsmæssige konsekvenser af at være brandmand. Vi drøfter det løbende, men vi har ikke haft nogen særlig indsats mod kræft, siger Bendt Trustrup, brandchef i Falck til Avisen.dk.

Arbejdsmediciner Jens Peter Bonde mener, at brandmænd med kræft vil kunne få økonomiske kompensation for deres sygdom på baggrund af den viden, der nu er kommet frem. I Canada og Australien har myndighederne anerkendt over 10 kræftformer som arbejdsskader for brandmænd. I Sverige bliver landets brandmænd oplyst om kræftrisikoen, og hvordan de kan beskytte sig.

De danske myndigheder og brandvæsner er langt bagefter, mener fagforeningerne.

FOA og 3F vil nu arbejde for, at der bliver taget bedre hånd om de brandmænd, der allerede har været udsat for kræftfremkaldende stoffer, så deres chancer for at overleve forbedres.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen