Kun få detaljer om begivenheden er indtil videre sluppet ud fra det hermetisk lukkede land - men allerede før begravelsen står det klart, at ingen udenlandske delegationer vil være til stede, skriver BBC.
Det forventes, at der vil være et stort optog i hovedstaden, ligesom da Kim Jong-ils far, Kim il-Sung, døde i 1994.
SE OGSÅ: TV: Selv børnene græder snot over diktatoren
Kim Jong-il døde ifølge de officielle medier af et hjertetilfælde den 17 december - 69 år gammel.
Han har siden ligget til skue klædt i sin karakteristiske khakiunform, og det meste af liget har været dækket af et rødt lagen.
Hvis begravelsen kommer til at minde om 1994, vil militæret blive brugt flittigt - ligesom de mange nordkoreanere vil græde som pisket.
Iagttagere forudser, at begivenheden vil blive brugt til at markere overgangen til den nye leder Kim Jong-un.
Den nu afdøde Kim Jong-il var ikke i bilkortegen, da hans far døde og iagttagere vil holde øje med, hvor stor en rolle Kim-Jong-un kommer til at spille i begravelsen.
Efter Kim Jong-ils begravelse 28. december kan der da også gå lang tid, før der bliver klarhed om indsættelsen af hans efterfølger.
SE OGSÅ: TV: Tårevædet tv-vært fortæller om Kim Jong-Il's død
Nordkorea er berygtet for dyb hemmelighedsfuldhed, og det er uvist, hvordan ledelsen planlægger den kommende tid.
Men alting tyder på, at Kim Jong-un bliver indsat som ny leder med sin onkel og tante som rådgivere og støtter.
Kim Jong-un, der er sidst i 20'erne, fik sidste år topposter i kommunistpartiet og blev gjort til firestjernet general. Siden da har han konstant været ved sin fars side og er tilsyneladende aktivt involveret i statslige anliggender.