Milliardær-arvingen, 49-årige svenske Hans Kristian Rausing blev anholdt i centrum af London mandag, på grund af uforsvarlig kørsel. Da politiet fandt ham i besiddelse af stoffer ville de ransage hans fornemme Chelsea-bolig.
Her fandt de hans 48-årige amerikanske hustru død i soveværelset.
Eva Rausing amerikanske forældre, Pepsi-chefen Tom Kemeny og fru Nancy, siger en officiel udtalelse: 'Vi er dybt berørte. Hun har været en hengiven hustru i 20 år og mor til fire elskede og vidunderlige børn'.
De fremhæver hendes filantropiske arbejde.
'I hendes korte liv havde hun en stærk filantropisk indflydelse og støtte til et stort antal velgørenhedssager, ikke bare økonomisk, men også ved at bruge sine personlige erfaringer', siger de ifølge BBC i udtalelsen.
Her hentydes til, at Eva Rausing mødte sin mand, Hans Kristian, på et afvænningscenter i USA, hvor hun var i behandling for narkotika-misbrug.
Hans Kristian Rausing er arving til TetraPak-imperiet. Opfindelsen af de velkendte lukninger på bl.a. mælk- og juicekartoner har gjort faderen Hans Rausing til en af verdens rigeste mænd med en formue på anslået 51 milliarder kroner.
'Hun kæmpede modigt med sine egne helbredsproblemer i mange år. Familien er dybt berørt og ønsker at have fred i denne svære tid', siger Eva Rausings forældre.
Det samme er meldingen fra svigerforældrene, Hans og Märit Rausing: 'Vi er dybt chokerede og triste'.
Her i landet blev Rausing-familien 'berømte', da det var en del af Blekingegadebandens plan at kidnappe Jørn Rausing for at kræve en større løsesum. En plan de dog opgav på grund af uenighed i gruppen efter dages overvågning i Sverige.