Arbejdsløse anmelder jobfirmaer

En gruppe arbejdsløse vil give dårlige jobcentre og jobfirmaer sure smileys, så andre arbejdsløse kan holde sig væk.

(Foto: Stine Larsen)
(Foto: Stine Larsen)

Der er for mange rådne frugter blandt landets jobcentre og private jobfirmaer.

Derfor vil en ny gruppe arbejdsløse kaste sure og glade smileyer efter dem, så andre arbejdsløse kan vælge de bedste varer på hylden, når de skal i aktivering.

- Man får valget mellem flere udbydere, men man kender jo dem ikke, og så det er svært at vælge den bedste, siger Michael Harly – en af idémændene bag projektet med navnet Ledige Uddeler Smiley.

Svingende kvalitet
Håbet er, at hjemmesiden kan blive et værktøj, så arbejdsløse kan vælge det rigtige firma.

- Kurserne hos de private jobfirmaer er af meget svingende kvalitet, og der er ingen smiley-ordning, så det er svært at finde rundt i som arbejdsløs. Det vil vi gerne lave om på, siger projektleder Michael Harly.

Han er selv arbejdsløs it-netværksadministrator og har været i ”meningsløs” aktivering hos flere private jobfirmaer.

De første anmeldelser er allerede tikket ind.

Læs udvalgte anmeldelser: Jobkursister behandles som børn

Sammen med to andre arbejdsløse it-folk fra fagforeningen Prosas netværk for arbejdsløse har Michael Harly lavet hjemmesiden, der giver brugerne mulighed for at vurdere jobcentre og jobfirmaer på blandt andet kursernes indhold og undervisernes kompetencer.

Når der er anmeldelser nok fra brugerne, skal det resultere i en kåring af månedens jobfirma, ligesom der skal laves top 10-lister over de bedste og dårligste steder at blive sendt i aktivering.

Kvalitetsbevidste jobfirmaer kan sågar blive belønnet med en elite-smiley, som man også kender det fra Fødevarestyrelsens kontroller.

'Malker statskassen'
Målet er dels at gøre det lettere for arbejdsløse at vælge det rigtige jobfirma, dels at tilskynde de private jobfirmaer til at oppe kvaliteten.

- Der er for mange private jobfirmaer, der bare malker statskassen i stedet for at satse på kvalitet, siger Michael Harly.

Indtil videre har kun 30 personer oprettet en profil på sitet, og antallet af anmeldelser er fortsat lavt.

Læs også: Bagmænd lover: Gabestok-side bliver uden hetz

Men inden længe bliver hjemmesiden sendt ud til alle arbejdsløse i Prosa og Min A-Kasse, ligesom der bliver lavet en kampagne for at øge opmærksomheden.

Jobfirmaer: 'Interessant' initiativ
Den nye hjemmeside får en begejstret, men behersket, modtagelse fra de private jobfirmaer.

- Initiativet er interessant, og vi vil holde øje med det. Men hvis det skal have en værdi, skal det ske på et sagligt, objektivt grundlag, siger Jørgen Borre Larsen, direktør for Jobrådgivernes Brancheforening.

Han hæfter sig ved, at personerne bag hjemmesiden allerede har besluttet sig for, at kvaliteten hos de private jobfirmaer er lav. Det leder respondenterne i en bestemt retning, mener han.

Mytteri i kommunen: Vildt oprør over jobfirma

Derudover undrer Jørgen Borre Larsen sig over, at initiativet kun giver arbejdsløse mulighed for at bedømme kvaliteten af jobcentre og jobfirmaer.

Hvis bedømmelsen skulle være fyldestgørende, burde man også kunne vurdere kvaliteten af a-kassernes arbejde, siger Jørgen Borre Larsen og påpeger, at det er henholdsvis en fagforening og en a-kasse, der finansierer sitet.

De igangværende forhandlinger mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og regeringen handler blandt andet om, hvorvidt dele af beskæftigelsesindsatsen skal rykkes fra kommuner og private jobfirmaer til a-kasser.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen