Ekspert: Geranium kommer længere op

Noma kan se frem til hård konkurrence fra Geranium, som nu også er blandt verdens bedste, vurderer ekspert.

Mandag den 30. april 2011 vil gå over i danmarkshistorien for restauranter.

Ikke nok med at Noma for tredje år i træk blev kåret som verdens bedste restaurant, men Danmark fik for første gang to restauranter med på det amerikanske madmagasin Restaurant Magazine liste over de 50 bedste restauranter i verden.

Ifølge chefredaktør på månedsmagasinet Gastro, Jesper Uhrup Jensen, er det Geraniums placering som nummer 49 på listen, der er den vigtigste nyhed.

- Det siger noget om, at dansk gastronomi er meget mere end Noma. Den måde listen bliver lavet på betyder, at det er meget svært for Danmark at få flere end en restaurant med på listen. Det er virkelig fantastisk, at det alligevel er lykkedes, siger Jesper Uhrup Jensen til Ritzau.

Mange restauranter har prøvet at være med på listen et enkelt år og så ryge ud igen, men Jesper Uhrup Jensen tror på, at Geranium vil bide sig fast.

- Geranium vil tage nogle store spring op ad listen de kommende år. Jeg tror, Geranium har gjort sin entre for at vandre længere op ad listen, siger han.

Ifølge Jesper Uhrup Jensen kan Geranium godt måle sig med Noma, og det er derfor ikke utænkeligt, at Noma og Geranium om nogle år vil kæmpe om førstepladsen i verden.

- Geranium er gennemført velsmag fra start til slut. Hvor Noma måske mere er en intellektuel oplevelse, så er Geranium ren vellyst og velsmag. Men man kan ikke rigtig sammenligne de to, fordi de er så forskellige. Geranium er ikke så eksperimenterende og legende, som Noma, siger Jesper Uhrup Jensen.

At Geraniums kok og medejer Rasmus Kofoed blev kåret som verdens bedste kok i 2011, har ifølge Jesper Uhrup Jensen betydet, at geranium er kommet lidt tidligere med på listen end den ellers ville have gjort.

Det er en stor bedrift, at Noma for tredje gang er nummer et på listen, men det havde ikke betydet så meget, hvis Noma var blevet skubbet af tronen, mener Jesper Uhrup Jensen.

- Det havde måske gjort lidt ondt i forfængeligheden hos Noma, men det havde ikke gjort den store forskel. Hvis du er blandt de tre bedste, så er du i superligaen i verden. Det ser pænere ud at være nummer et, men reelt gør det ikke nogen forskel, siger Jesper Uhrup Jensen.

Interessen for dansk gastronomi er nu så stor, at det ikke er umuligt, at Danmark kan få tre restauranter med på listen om to til tre år, mener han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere