Vi køber illegalt for halvanden milliard

Fire ud af ti danskere køber illegalt slik og alkohol - og det giver et milliontab for staten

Afgifter og moms får danskerne til at købe illegalt slik og alkohol for halvanden milliard kroner i år. Det vurderer erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der har spurgt danskerne, om de køber illegale varer, skriver Jyllands-Posten.

Hver femte kender til et sted, hvor de frit kan købe slik, chokolade, sodavand, øl eller andre afgiftsramte varer uden moms og afgifter.

Fire ud af ti af de personer, der har kendskab til steder med illegal handel, benytter sig af tilbuddet. Det svarer til, at hver 13. husstand køber nydelsesmidler på ulovlig vis.

- Den danske moms- og afgiftspolitik er bekymrende og undergravende i forhold til vores samfundsøkonomi. Prisforskellen er blevet stå stor, at det giver folk et incitament til at købe illegale varer, siger politisk konsulent Marie Louise Thorstensen fra Dansk Erhverv.

Ifølge Dansk Erhvervs beregninger går staten i år glip af 570 millioner kroner i provenu på grund af den illegale handel med blandt andet slik og sodavand. Det er en stigning på 31 procent i forhold til året før.

Dertil kommer handel med illegale cigaretter, som ifølge Dansk Erhverv svarer til et provenutab på cirka 450 millioner kroner.

Købmændenes erhvervsorganisation DSK mener dog, at vi køber endnu mere illegalt guf og alkohol, end Dansk Erhverv vurderer.

- Folk har en tendens til at svare det, som de synes, de burde gøre, siger underdirektør Claus Bøgelund fra DSK, der repræsenterer alle de selvstændige købmænd.

- Derudover er der mange, der ikke ved, at det er illegalt at sælge grænsevarer videre til venner og naboer. De ved ofte ikke, at de foretager illegal handel, tilføjer Claus Bøgelund ifølge Jyllands-Posten.

1 af 2 Ifølge Dansk Erhvervs beregninger går staten i år glip af 570 millioner kroner i provenu på grund af illegale handel med blandt andet slik og sodavand. (Foto: Ole Steen)
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere