Khawajas kone: Sådan tvangsfodres min mand

Abdulhadi al-Khawajas kone beretter i detaljer om tvangsfodringen af hendes mand efter besøg i fængslet

Efter at have besøgt Abdulhadi al-Khawaja på det militærhospital i Bahrain, hvor han holdes fanget, fortæller hans kone, Khadija al-Mousawi søndag aften, hvordan han er blevet bundet og har fået tvunget maden i sig.

- Efter at have været besvimet vågnede han mere end fem timer senere op i et andet rum og kunne konstatere, at hans hænder var bundet, og at han havde en slange ind gennem næsen, skriver al-Mousawi på sin Twitter-profil.

- Han begyndte at ryste sengen og forsøgte at råbe, indtil en politimand kom ind. Hadi (al-Khawaja, red.) bad om at tale med en læge, men tiden gik, og der kom ingen læge. Så han måtte fortætte med at råbe, ind til der kom en læge, skriver konen.

Og da der så endelig kom en læge, nægtede lægen ifølge den sultestrejkendes kone at have noget med tvangsfodringen at gøre, men undlod alligevel at fjerne røret.

Derfor fortsatte tilførelsen af næring natten over.

Næste dag kom den læge, der stod bag tvangsfodringen, men han nægtede imidlertid at have gjort noget forkert.

- Min mand fortalte ham, at tvangsfodring er imod menneskerettighederne, og at han vil holde lægen og hospitalet ansvarlig for det. Men lægen sagde, at han gjorde det rigtige. Hvis han ikke fik mad, ville han enten dø eller blive hjernedød.

Derfor fortsatte tvangsfodringen, skriver den danske statsborgers kone, men fortæller, at slangen fredag aften blev blokeret, så væsken flød ud over den sultestrejkendes ansigt og tøj.

- Hadi siger, at hele proceduren var meget smertefuldt, men lægen ville kun stoppe tvangsfodringen på betingelse af, at han lovede at drikke juice. Det gik han med til. I hvert fald ind til hans sag har været for en dommer mandag, skriver konen.

Familiens besøg hos den fængslede er det første livstegn fra al-Khawaja i næsten en uge. Hverken myndigheder, familie eller advokater har fået lov at besøge ham.

Bahrain nægter at have tvangsfodret al-Khawaja, og Khadija Almousawis oplysninger kan ikke bekræftes andre steder fra.

Familien berettede søndag eftermiddag om besøget og tvangsfodringen over for den danske ambassadør i Saudi-Arabien, og Udenrigsministeriet oplyste i den sammenhæng til Ritzau, at man ikke havde grund til at betvivle familiens oplysninger.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere