Danske soldater angriber Venstre

Forsvarets kommende spareplan får soldaterne til at lange hårdt ud efter Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, som først vil begynde besparelserne i 2015

Landets største parti, Venstre, er havnet i direkte konfrontation med kernen i det danske forsvar - soldaterne.

Årsagen skal findes i forsvarets kommende spareplan, hvor der inden for nogle år skal barberes mellem to og tre milliarder kroner af det årlige budget.

Står det til både regeringen og soldaterne, skal der tages fat på spareøvelsen hurtigst muligt, efter at partierne bag forsvarsforliget har besluttet sig.

Men Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, vil ikke være med til at påbegynde besparelserne før 2015.

Venstres melding skaber vrede og frustration hos forsvarets ansatte, som før eller siden skal lægge ryg til smalkosten.

- Politikerne må beslutte sig for, hvad de mener, så forsvaret kan omstille sig ordentligt og anstændigt til at køre driften på 2-3 milliarder mindre fra 2015. Det kan man lige så godt komme i gang med før som siden. Jo længere tid, man kan indfase besparelser over, jo mere intelligent kan man gøre det, siger formanden for hærens 4.500 konstabler, Flemming Vinther, til Politiken.

- Troels Lunds melding lyder som politisk pjat og drilleri, siger Flemming Vinther til Politiken.

Men Troels Lund Poulsen står fast.

- Man kan godt tage nogle politiske beslutninger, men besparelserne skal først have virkning fra 2015. Hvis ministeren vil finde milliarder allerede nu, er det et helt nyt forlig. Og det lægger Venstre ikke op til, siger Troels Lund Poulsen til Politiken.

Spillereglerne på Christiansborg dikterer, at et forsvarsforlig ikke kan brydes, medmindre alle parter er enige, og derfor kan Troels Lund Poulsen i princippet blokere for besparelser de næste to år, selv om både regeringen og forsvaret selv ønsker at komme i gang.

Heller ikke officerernes formand, Bent Fabricius, bryder sig om udsigten til utryghed og bratte milliardbesparelser, hvis Troels Lund Poulsen får sin vilje.

- Hvis Troels Lund Poulsen tror på, at vi 1. januar 2015 kan reducere budgettet med et fingerknips, så vil jeg sige, at det er uladsiggørligt. Det skaber usikkerhed for medarbejderne, siger Bent Fabricius til Politiken.

Også Dansk Folkeparti er imod at tage fat på forsvarsbesparelserne før tid.

1 af 2 
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere