Butiksrøvere elsker Aldi

Butiksrøvere elsker tysk discount. Aldi's medarbejdere frygter at komme på arbejde.

(Foto: Anthon Unger)
(Foto: Anthon Unger)

Billige varer på hylderne er ikke ensbetydende med, at der ikke er penge i kassen. Og når sikkerheden også er discount, bliver butikken en magnet for butiksrøvere.

Aldi-forretninger bliver røvet så tit, at mange ansatte frygter at komme på arbejde.

Det oplyser HK Handel, som organiserer mange af discountkædens medarbejdere.

- Der ER mange røverier i Aldi. Vi har medlemmer, der allerede er blevet overfaldet, og som frygter, at det sker igen, mens andre er bange for at arbejde alene i Aldi, fortæller faglig chef Kim Jensen.

Røvere elsker Aldi
Det er en kombination af lav bemanding, små butikker og lange åbningstider, der gør Aldi særlig attraktiv for røvere.

Se listen: Så farligt er det at arbejde i Aldi

Ifølge Dansk Erhverv, er det nøjagtig de kriterier, der gør supermarkeder særligt udsatte for røveri.

- Vi kan ikke nævne nogen navne, men det er tit og ofte mindre supermarkeder, der ligger lidt isoleret og har lav bemanding, der bliver røvet, siger juridisk direktør Lars Alexander Borke.

Rigspolitiet bekræfter, at antallet af røverier mod supermarkeder er steget markant, men ønsker heller ikke at nævne navne af frygt for at inspirere endnu flere røvere.

Det samme er tilfældet for Arbejdstilsynet. En aktindsigt foretaget af Avisen.dk i efteråret viser dog, at Arbejdstilsynet flere gange har gjort Aldi opmærksom på, at de skal gøre mere for at forebygge risikoen for vold og trusler mod ansatte i forbindelse med røverier.

Dokumentation: Det kræver Aldi i kontrakten

Det er blandt andet tilfældet for Aldi i Kolding, der blev røvet i 2008, 2009 og igen i 2011.

Banker er for besværlige at røve
Problemet er vokset i takt med, at bankerne har øget deres sikkerhed og tankstationer er blevet pengeløse om aftenen.

Det betyder, at mange kriminelle i dag går efter supermarkeder, når der skal skaffes kontanter - og helst dem med den laveste sikkerhed.

- Aldi kører med lavere bemanding end andre discountsupermarkeder, så det er klart, at det stiller dem i en særlig høj risiko, siger Kim Jensen fra HK Handel.

Kritikken kommer dagen efter Avisen.dks afsløringer af, at medarbejdere skriver under på, at ALDI få få medarbejdernes erstatning, hvis de kommer ud for en ulykke i fritiden. Avisen.dk kunne også fortælle, at ALDI forbeholder sig retten til - uden særlig grund - at gennemrode medarbejdernes tasker og biler.

Aldi vil have fingre i kassedamers erstatning

Flere røverier i Aldi er foregået, mens der kun var en eller to ansatte i butikken.

Frygter alvorlige konsekvenser
Røverierne er samtidig blevet mere rå - og det får HK til at frygte for medlemmernes sikkerhed.

- Der er desværre sket en forværrelse; folk bliver bagbundet og truet med våben. Det er et spørgsmål om tid, før der sker noget alvorligt, siger Kim Jensen fra HK Handel.

De mange røverier har fået andre supermarkedskæder til at øge sikkerheden. Blandt andet har Fakta indført såkaldte 'safe pay-systemer', hvor alle kontanter går direkte i en aflåst boks, som de butiksansatte ikke har mulighed for at åbne ved røveri.

Avisen.dk ville meget gerne have haft Aldi's ledelse til at forholde sig til, hvor vidt deres ansatte er i højere risiko for at blive udsat for røveri end ansatte i andre supermarkeder - og hvilke sikkerhedsforanstaltninger, ledelsen mener, er nødvendige.

På trods af gentagne henvendelser har Aldi-direktør Jan Lund dog ikke givet lyd fra sig.

Se listen: Så meget skal Aldi-ansatte finde sig i

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere