Harley-Davidson giver den gas i 2012

Harley-Davidson sælger langt flere motorcykler end forventet og tror på amerikansk økonomisk opsving

Harley-Davidson har gashåndtaget i bund og kan fremvise et regnskab med et langt større overskud end forventet for første kvartal af 2012.

Den amerikanske motorcykelgigant fra Milwaukee mener, det er tegn på opsving i den amerikanske økonomi, at mange nye unge kunder har taget det verdenskendte brand til sig.

Nettoindtægterne steg til 972 millioner kroner mod 673 millioner kroner for samme periode i 2011.

Nyhederne om overskuddet fik Harley-Davidson-aktien til at stige med tre procent.

Salget af motorcykler steg med 20,3 procent og hele 25,5 procent i USA alene.

Harley-Davidson oplyser, at firmaet regner med at sælge mellem 245.000 og 250.000 motorcykler på verdensbasis i år, hvilket ifølge selskabet er tæt på den maksimale produktionskapacitet.

- Vi er naturligvis glade for tallene, der viser den enestående tiltrækning vores produkter har, den indsats vores ansatte har ydet, samt at økonomien er på vej i bedring i USA, siger Harley-Davidsons direktør Keith Wandell.

Det er især firmaets evne til at kapre nye kunder, der imponerer. Mere end hver tredje Harley-Davidson motorcykel gik i 2011 til kunder, der ikke tidligere har købt en Harley.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere