Glæd jer - maj begynder sødt og mildt

Tåge, regn og rusk, mens vi tager afsked med april - men på falderebet kan vi godt smide overtøj, paraply og gummistøvler

Meteorolog Thomas Alsbirk lover, at vejret 1. maj bliver til smældende faner og tæpper på græsset, som her i Fælledparken i København i fjor. (Foto: Finn Frandsen/Polfoto)
Meteorolog Thomas Alsbirk lover, at vejret 1. maj bliver til smældende faner og tæpper på græsset, som her i Fælledparken i København i fjor. (Foto: Finn Frandsen/Polfoto)

'Kom maj, du søde, milde...tra la la la...'

Jo tak. Våd og ynkelig efter morgenens sjask med regn fra oven og sprøjt fra bilers susen gennem meterbrede vandpytter fra neden er der ikke meget, som virker mere tillokkende end en meteorolog, som lover en lun, lækker start på maj måned.

Drømmemeteorologen:
Og sådan en meteorolog er Thomas Alsbirk fra vejret.dk.

- Man kan roligt slå an til den sang, siger han til ekstrabladet.dk. - Det har regnet i nat, og det bliver det ved med - med afbrydelser - frem til lørdag. Men så kommer der et regulært omslag i vejret til noget helt andet, og alt ser nu ud til, at der kommer en rigtig lun begyndelse på maj. Allerede på søndag kan temperaturer nogle steder i landet komme op omkring de 20 grader.

Forspillet indledes i weekenden
Forspillet til det lune og lækre indledes altså ifølge Thomas Alsbirk i weekenden. Lørdag begynder den polarfront, som har givet os det klassiske, omskiftelige og våde april-vejr i de seneste dage, at trække sig nordover for at blive afløst af en varmetunge, som breder sig fra sydvest og Centraleuropa op over Danmark.

I dag falder der fortsat regn over dele af Danmark. Det er helt normalt april-vejr, helt efter bogen, siger Alsbirk.

Tæt tåge i Sønderjylland
Det første sted, hvor regnen hørte op, var Syd- og Sønderjylland, hvor der til gengæld bredte sig en tæt tåge med sigtbarhed på ned til 10 meter og deraf følgende problemer for trafikken. Tågen lå, da ekstrabladet.dk fik fat i Thomas Alsbirk, også op til Aarhus, hvor han så ud på en mælket udsigt - dog knap så mælket som i Sønderjylland. I løbet af dagen vil den tætte tåge opløses.

Regnen regner stille og roligt af, siger meteorologen, og den dør ud landet over i løbet af dagen. Men det våde vejr vender stærkt tilbage med en ny front i løbet af i morgen, torsdag. Fredag vil blive knapt så våd, og lørdag vil der, lover Alsbirk, alene blive tale om smådryp, inden sol og varme tager over.

Det røde flag vil smælde i godt vejr
Dog ledsaget af en jævn til frisk vind fra den retning, hvor nærmest iskoldt Østersø-vand vil blæse køligt ind over det sydøstlige Danmark, ikke mindst Bornholm, som også vil være det sted, hvor regnen slipper sit tag sidst.

Men ingen bør fortvivle. Så langt, meteorologens øje rækker, vil den nye vejrtype holde ved, så maj får en rigtig pæn start.

- Og hvad så med 1. maj på tirsdag - bliver der godt vejr til smældende røde faner og viftende lysegrønt bøgeløv?

- Nogle steder, ikke mindst i Jylland, tegner det rigtig, rigtig fint. Længere østpå kan vinden stadig være noget kølig, fordi vandet i Østersøen skal varmes op fra de nuværende fem-syv grader. Men jo, vejret 1. maj tegner godt.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere