Halvandet kilo hundredelapper for en brud

Det kan koste formuer for en ung kinesisk mand at forlove og gifte sig - der mangler kvinder i landet med etbarns-reglen

En kinesisk brud gøres klar til et af de fotos, som skal markere hendes bryllup. Det kan koste gommens familie formuer at lade ham score sådan en skønhed. (Foto: Kate Bluhme)
En kinesisk brud gøres klar til et af de fotos, som skal markere hendes bryllup. Det kan koste gommens familie formuer at lade ham score sådan en skønhed. (Foto: Kate Bluhme)

Halvandet kilo hundredelapper! Det er, hvad en ung kineser skulle betale for at få lov at forlove sig.

Omsat til dansk valuta er det op mod 125.000 kroner - en fuldstændig urealistisk formue i de fattige landdistrikter i Kina. Det skriver den engelsk-sprogede kinesiske avis China Global Times på sit website.

Mens den store verden og også store dele af den kinesiske offentlighed er optaget af magtkampen i det kommunistiske partis topledelse og mysteriet omkring en britisk forretningsmands død, er det anderledes nære problemer, som avisen her ruller op.

Kommer frem via internet
Det er - også i denne sag som i sagen om toppolitikeren Bo Xilai og briten Neil Heywood - internettet, som har bragt problemet frem i lyset i Kina.
Læs:

Se også: Skandalerne om Bo Xilai og Neil Heywood

For få dage siden beskrev en 'netizen' - en flittig bruger af netfora - at det koster mellem 44.000 og 68.000 yuan at forlove sig i hans del af landet. Det svarer til 40-60.000 danske kroner. Manden blev på samme netforum overtrumfet af en anden, som fortalte om en brud, som skulle koste 3,3 jin (1,6 kilo) 100 yuan-sedler.

Etbarns-politik siden 1979
I Kina, hvor staten siden 1979 i langt de fleste tilfælde kun har tilladt ægtepar at få ét barn, er antallet af overlevende drengebørn af uransagelige årsager steget! Kinas nationale statistiske kontor oplyser ifølge globaltimes.cn, at der i 2011 blev født 118 drenge for hver 100 piger. I 2008, da forskellen var størst, blev der registreret 120 drenge for hver 100 piger. Nu står forældrene til disse drenge i mange tilfælde med en svær økonomisk smerte, når guldklumpen skal giftes. Især i de fattige landdistrikter er problemet uoverskueligt.

Problemer bare vokser og vokser - også fordi kinesiske piger, som til byerne for at arbejde, aldrig vender hjem, så overskuddet af mænd derhjemme stiger støt, siger Zhang Yi, forsker på Institut for Befolkning og Arbejdsmarkedsøkonomi til avisen.

Sønnens hundedyre bryllup
Det bekræfter den 45-årige Tan Huixiang fra en fattig landsby i Yunnan-provinsen. Hun fortæller, at pigerne tidligt flytter hjemmefra og meget sjældent vender hjem for at gifte sig med en lokal ung mand. Mændene, derimod, kommer tilbage, fordi det er uoverkommeligt dyrt for 'vandrende arbejdere' at købe en lejlighed og slå sig ned i byerne.

Tans søn blev gift i februar i år. Hun var målløs, da han og den nye svigerdatter kom hjem til hende på deres bryllupsdag.

- Brudeprisen for forlovelsen alene var over 30.000 yuan, og selve brylluppet gav os alvorlige problemer. Og hendes familie var stadig utilfreds. De sagde, at hendes pris i hendes egen hjemby kunne være kommet op over 100.000 yuan, fortæller Tan, som måtte låne hos hele familien og vennekredsen for at betale sønnens giftermål.

Zhai måtte aflyse sit bryllup
29-årige Zhai Mingxin fortæller en historie, som er endnu mere trist. Han skulle være gift i november, men måtte aflyse brylluppet, fordi han ikke kunne blive enig med sin forlovedes forældre.

- De ville have 100.000 yuan og nogle guldsmykker. Det er ikke pengene, jeg tænker på. Jeg bliver bare syg over den måde, de opførte sig på. Det virkede, som om de skulle sælge deres datter.

Zhai siger til globaltimes.cn, at hans eks-forlovedes familien nok ville redde penge hjem til deres egen søns brudepris. Det gør mange familier med både en søn og en datter, forklarer han. I landområder har et par normalt lov til at få to børn hvis det første er en pige eller er handicappet.

Ægte kærlighed eksisterer
Men den 29-årige er ikke helt desillusioneret. Han siger, at ægte kærlighed stadig finde, og at der forekommer bryllupper, hvor der ikke er penge blandet ind.

- Og jeg tror, at flere og flere oplyste forældre vil undlade at sætte en pris på deres datters lykke, siger ungkarlen Zhai.

1 af 2 Når først vielsespapirerne er skrevet under på et kontor, kaster de unge kinesiske brudepar sig, hvis de overhovedet har råd til det, ud i en lang række dyre fester og fotarrangementer for at markere brylluppet. (Foto: AP)
2 af 2 En kinesisk brud gøres klar til et af de fotos, som skal markere hendes bryllup. Det kan koste gommens familie formuer at lade ham score sådan en skønhed. (Foto: Kate Bluhme)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere