Hjemløs i USA: Det er som en ond drøm

Den økonomiske krise har gjort to millioner amerikanere hjemløse. Ekstrabladet.dk har mødt nogle af dem på et herberg i Louisiana

The Mission huser 128 mænd og 16 kvinder ad gangen. Der er omkring 16-19.000 hjemløse i New Orleans. (Foto: Benjamin Kürstein)
The Mission huser 128 mænd og 16 kvinder ad gangen. Der er omkring 16-19.000 hjemløse i New Orleans. (Foto: Benjamin Kürstein)

NEW ORLEANS (ekstrabladet.dk): – Jeg havde et arbejde. Et hjem. En kone. Men jeg har mistet alt. Det er som en ond drøm.

Brad Sevitze, 64, kender bagsiden af den amerikanske drøm. Den tidligere investeringsrådgiver fortæller, at hans ulykke begyndte, da orkanen Katrina i 2005 ødelagde hans hus i Biloxi, Alabama.

Da et hjertetilfælde et par år senere gjorde ham uarbejdsdygtig, og konen samtidig forlod ham, var nedturen total. Nu er han taknemmelig for en seng på herberget The Mission i det centrale New Orleans.

– Jeg hverken drikker, tager narko eller har en plettet straffeattest. Min situation skyldes alene, at jeg har helbredsproblemer, siger den hvide, revisoruddannede mand, hvis stribede skjorte og guldbelagte armbåndsur vidner om, at han har kendt til bedre tider.

Brad Sevitzes deroute er ikke enestående. Siden finanskrisen ramte USA i 2008 er omkring to millioner mennesker endt på gaden. Ifølge en landsdækkende paraplyorganisation, National Alliance to End Homelessness, kommer mange af de nye hjemløse fra middelklassen.

Huset på tvangsauktion
Bruce Burke, 41, fik slået sin tilværelse i stykker, da han først mistede sit job, og huset efterfølgende røg på tvangsauktion. Han har nu i tre år forsørget sine fire sønner ved at arbejde som sikkerhedsvagt på herberget. Han har set antallet af hjemløse eksplodere.

– Jeg er taknemmelige for, at jeg kan gå hjem til min egen lejlighed hver aften, siger den bredskuldrede vagt og tilføjer:

– Det er ikke noget, man længere kan tage for givet.

The Mission har sengepladser til 128 mænd og 16 kvinder. Det er en dråbe i havet i en by, der ifølge herbergets ledelse har 16-19.000 hjemløse.

Judge Brown på tv'et
Da ekstrabladet.dk besøger herberget sidder snesevis af mænd og kvinder i den gamle kirke og blunder eller ser tv, mens regnen siler ned uden for. De fleste er sorte, men både hvide og latinoer er repræsenteret i salen.

Mens tv-programmet 'Judge Brown' ruller over skærmen, bortgives jakker, sko og andre brugte beklædningsgenstande, som er blevet doneret til herberget. Kenneth Divis, 67, ærgrer sig højlydt over, at en parkacoat bliver tilbudt en anden person.

Damn, den jakke ville jeg sgu gerne have haft, siger Divis, der endte på gaden, da hans pension på 750 dollar om måneden ikke længere slog til. Han erkender, at han også har alkoholproblemer.

– Jeg regner med at bo på gaden mange år endnu. Det er min egen skyld. Jeg har truffet dårlige beslutninger. Jeg skyder ikke skylden på andre, siger den tidligere soldat.

Præsten: Der er altid håb
Herbergets sjælesørger, præsten Jason Fisher, fortæller, at hovedparten af de hjemløse er stofmisbrugere, alkoholikere eller har mentale problemer. Han siger, at han forsøger at hjælpe, så godt han kan.

– Selv om det ser dystert ud, så er det ikke håbløst. Hvis man som jeg tror på Gud, så er der altid håb, siger han.

Brad Sevitze har heller ikke opgivet håbet endnu. Han siger, at han har en plan.

– Dette her er kun en midlertidig fase. Jeg har lagt en plan for, hvordan jeg vender tilbage til arbejdslivet. Jeg sidder ikke bare her i spilder tiden, siger han.

1 af 4 Kenneth Divis, 67, indrømmer, at alkoholisme har bidraget til hans situation. Jeg regner med at bo på gaden mange år endnu, siger han. (Foto: Benjamin Kürstein)
2 af 4 Bruce Burke havde selv mistet sit hus, da han fik job som sikkerhedsvagt på The Mission: Vi er her for at give de hjemløse et åndehul. De er vant til modgang og afslag. Her prøver vi at hjælpe dem, så godt vi kan, siger han. (Foto: Benjamin Kürstein)
3 af 4 Præsten Jason Fisher (tv) siger, at han tog jobbet på The Mission, fordi han ønsker at hjælpe folk, der har mistet alt. Her taler med én de hjemløse. (Foto: Benjamin Kürstein)
4 af 4 The Mission huser 128 mænd og 16 kvinder ad gangen. Der er omkring 16-19.000 hjemløse i New Orleans. (Foto: Benjamin Kürstein)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere