Eksperter støtter aflivning af kvindekvoter

I weekenden droppede regeringen kravet om kvindekvoter i bestyrelser. Fornuftigt, siger flere eksperter

Skønt kun 6,5 procent - eller cirka en ud af 20 - af bestyrelsesmedlemmerne i de 180 danske børsnoterede virksomheder er kvinder, er regeringens beslutning om at droppe sit kvotekrav fornuftig.

Det mener en række eksperter, efter at regeringen i weekenden vendte på en tallerken og meldte ud, at de alligevel ikke vil forlange, at bestyrelserne i landets børsnoterede virksomheder skal bestå af minimum 40 procent kvinder. Det skriver Information.

Holdningsændringen blev begrundet med et modstræbende erhvervsliv, og beslutningen er egentlig ganske forståelig, mener lektor ved Copenhagen Business School (CBS) Jette Steen Knudsen.

- Skal man sige det lige ud, så har regeringen jo ikke haft de bedste argumenter på hånden. De har jo sagt, at flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer vil have en positiv effekt på bundlinjen, men de har jo ikke kunnet dokumentere det.

- Men ved konstant at bruge økonomiske argumenter, så rammer det jo som en boomerang, når de viser sig ikke at holde stik. Man havde stået stærkere, hvis man havde argumenteret ud fra en lighedsbetragtning, siger hun til Information.

Også Nina Smith, der er professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, forstår regeringens kovending.

- Der er ikke evidens for at sige, at flere kvinder i bestyrelserne giver større overskud, men det er klart, at vi har et enormt talentspild i virksomhedernes ledelse.

- Kvinderne er langt bedre uddannede end mænd, og derfor er det paradoksalt, at kvinderne ender nederst, mens mændene har topposterne, siger hun.

Men der er slet ikke tilstrækkeligt med kvinder med erfaring nok til at kunne træde ind i de børsnoterede virksomheders bestyrelser.

Det påpeger Tau Steffensen, der er partner i headhunterfirmaet Kjelst Executive Search, hvis speciale er at rekruttere kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

- Hvis man lavede en kvoteordning, der kun omfattede de børsnoterede selskaber, ville der i dag være mange kvinder, der ikke ville få en post, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere