Adler-Olsen kan blive i Allerød

Allerød Byråd har givet grønt lys til, at der kan drives erhverv fra en bolig, Jussi Adler-Olsen har kig på

På et ekstraordinært møde har byrådet i Allerød Kommune besluttet sig for at tillade krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen at drive erhverv fra et af de huse, han har haft kig på. (Foto: Jacob Ehrbahn)
På et ekstraordinært møde har byrådet i Allerød Kommune besluttet sig for at tillade krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen at drive erhverv fra et af de huse, han har haft kig på. (Foto: Jacob Ehrbahn)

På et ekstraordinært møde har byrådet i Allerød Kommune besluttet sig for at tillade krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen at drive erhverv fra et af de huse, han har haft kig på.

Det sker efter, at den berømte krimiforfatter har sagt, at han overvejede at flytte fra byen, fordi han hverken kunne få tilladelse til at udvide sit eget hus eller få tilladelse til at drive erhverv på én af de to ejendomme, han overvejede at købe.

- Så bliver vi i hvert fald i Allerød, og det er vi rigtig glade for. Er der en bolig til os, så vil vi gerne være der, siger Jussi Adler-Olsen til Politiken.

Byrådet skulle ved aftenens byrådsmøde forholde sig til ansøgninger om at drive erhverv på de to adresser, som krimiforfatteren havde udset sig som sin ny bopæl og arbejdsplads.

- I det tilfælde, hvor vi har givet tilladelse, er det sælger, der har søgt i forventning om, at Jussi Adler-Olsen ville købe hans ejendom, siger borgmester Erik Lund (K).

Men da byrådet nåede frem til den ansøgning, som krimikongen selv stod bag, tøvede størstedelen af de forsamlede politikere pludselig og valgte at tilbagesende den til kommunens Teknik- og Planudvalg.

Og det irriterer Erik Lund godt og grundigt.

- Et flertal i byrådet siger "haha, der tog vi røven på dig, sagen den er udsat", siger en tydeligt irriteret borgmester, der inden mødet havde fået lovning fra de andre partier på, at begge ansøgninger ville få en afgørelse.

Sagen har siden tirsdag sat Allerød på den anden ende, da både forfatteren selv, politikere, kulturpersonligheder og en lang række borgere har givet deres mening til kende om sagen.

Erik Lund er da også glad for, at forfatteren til bøgerne om Carl Mørck og afdeling Q, hvis handling udspiller sig i Allerød, nu har besluttet sig for at blive.

- Det ville være en katastrofe for kommunen, hvis Jussi flytter. Det er sjovt at have sådan en personlighed i byen, siger han.

Jussi Adler-Olsen har på verdensplan solgt flere end seks millioner bøger.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere