Datter: Al-Khawaja vil skrive testamente

Den sultestrejkende al-Khawaja vil se sin advokat for at skrive testamente, skriver hans datter på Twitter.

Den sultestrejkende dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja har ifølge datteren Zainab al-Khawaja bedt om at se sin advokat, så han kan få skrevet sit testamente.

- Min far har lige ringet, han bad os om at forsøge at få hans advokat til at besøge ham for at få skrevet hans testamente, skriver Zainab al-Khawaja på sin Twitter-profil fredag eftermiddag.

Ifølge datteren er der tre ting, al-Khawaja vil fortælle folk, hvis styret i Bahrain ikke vil lade ham se sin advokat.

Hun skriver, at hendes far er fuldstændig overbevist om, hvad han gør, og at han har valgt sin vej og "ville vælge den igen, hvis han kunne skrue tiden tilbage".

Desuden fortæller hun, at al-Khawaja beder om, at andre ikke gør lignende forsøg på at strejke til døden.

- Og til sidst: Min far siger, "hvis jeg dør inden for de næste 24 timer, beder jeg folk om at fortsætte den fredelige modstand", tweeter Zainab al-Khawaja.

Hun tilføjer, at hendes far fortalte hende, at han ikke ville have, at der er nogen, der bliver såret i hans navn.

Abdulhadi al-Khawaja, der sultestrejker på 72. døgn, har siden torsdag angiveligt nægtet at indtage andet end vand.

- Da min far var færdig med at fremsige sit testamente til os, blev linjen afbrudt. Han sagde ikke farvel, tweeter Zainab al-Khawaja.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere