Mærsk begraves af samme præst som konen

Mærsk Mc-Kinney Møller skal begraves af den samme præst, der begravede hans kone i 2005.

Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe

Når Mærsk Mc-Kinney Møller lørdag skal begraves fra Holmens Kirke i København, bliver det Holmens provst emeritus Claus Harms, der skal stå for ceremonien.

Det oplyser A.P. Møller Mærsk i en pressemeddelelse.

Det var også Claus Harms, der stod for begravelsen af Mærsk Mc-Kinney Møllers elskede kone, Emma Mc-Kinney Møller, da hun døde i 2005.

Begravelsen i Holmens Kirke vil finde sted under private former, men det betyder ikke, at gæstelisten ikke tæller en hel del prominente personer fra det officielle Danmark.

Kongehuset er talstærkt præsenteret med både dronning Margrethe, prins Henrik, kronprinsparret samt prins Joachim og prinsesse Marie.

Fra selskabet A.P. Møller-Mærsk deltager Mærsk A/S's bestyrelse og Executive Board.

Selskabet oplyser desuden i pressemeddelelsen, at både den nuværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, samt flere tidligere danske statsministre vil deltage i begravelsen.

Efterfølgende bliver kisten med Mærsk Mc-Kinney Møller kørt til Hellerup Kirkegård, hvor han skal begraves på familiens gravsted, hvor begge hans forældre, to af hans søskende og hans hustru ligger begravet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere