Mærsk-ansatte holder et minuts stilhed

Verden over holder A.P. Møller-Mærsk-ansatte et minuts stilhed til ære for den afdøde hr. Møller

Klokken 12 dansk tid holder A.P. Møller-Mærsk-ansatte et minuts stilhed til ære for den afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller.

- Hr. Møller har været en samlende figur for generationer af ansatte i firmaet. Derfor har det været vigtigt for mange at få lov til at udtrykke en sidste hilsen til ham, siger pressechef i A.P. Møller Mærsk Louise Münter.

De danske medarbejdere samles på selskabets hovedkontor på Esplanaden i København og mindes den afdøde skibsreder.

Også i udlandet mindes flere af A.P. Møller Mærsk 108.000 ansatte deres tidligere topchef.

Louise Münter fortæller, at flere af selskabets udenlandske kontorer allerede har mindet hr. Møller på andre tidspunkter, og flere vil også holde et minuts stilhed klokken 12 dansk tid.

På spørgsmålet om, hvorvidt Mærsk Mc-Kinney Møller havde samme status som en samlende figur blandt selskabets udenlandske ansatte, som han havde blandt de danske medarbejdere, falder svaret prompte:

- Det tror jeg, vores kondolenceside på hjemmesiden viser meget godt. Der er kommet hilsner ind fra A.P. Møller Mærsk-ansatte fra hele verden, fortæller Louise Münter og fortsætter:

- Det er tilbage til de værdier, hr. Møller har givet selskabet. De gælder for hele verden, og derfor har det også gjort stort indtryk på selskabets medarbejdere verden over.

Mærsk Mc-Kinney Møller døde i en alder af 98 år mandag den 16. april. Han skal begraves fra Holmens Kirke i København lørdag den 21. april klokken 15 og skal derefter begraves på familiegravstedet på Hellerup Kirkegård.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere