Limfjordens ødelagte broklap fjernes lørdag

Noget at se på lørdag: kæmpekran løfter 400 tons kontravægt og tung broklap væk fra Limfjordsbro.

Den ødelagte broklap på Jernbanebroen over Limfjorden skal fjernes lørdag ved en spektakulær manøvre.

En kæmpekran kommer til at spille hovedrollen i den 14 timer lange operation. Banedanmark advarer dog om, at tidsplanen skal tages med forbehold, hvis man planlægger at tage ud for at se den store flytteaktion.

Vil man være med hele vejen, gælder det om at være morgenfrisk: hele aktionen starter kl. seks lørdag morgen.

I løbet af formiddagen vil den 400 tons tunge kontravægt på broen blive løftet af og sejlet væk af kæmpekranen.

Senere på dagen kommer turen til selve broklappen, der "kun" vejer halvt så meget som kontravægten.

Efter planen skal broklappen være sat af på kajplads 1114 ved 20-tiden.

Broen fik en alvorlig medfart, da det finske containerskib Ramona den 28. marts sejlede ind i den. De bevægelige dele af broen blev totalskadet og skal udskiftes.

Uheldet har medført og vil i en lang periode medføre problemer for togtrafikken i området.

Søfartsstyrelsen har tilsyneladende opklaret årsagen til brovædringen, men har endnu ikke offentliggjort en forklaring.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere