Kinesisk milliardær anholdt i skandalesag

Mindst 39 mennesker anholdt i Kina i efterforskningen af britisk forretningsmands død - en af Kinas rigeste mænd afhørt i sagen om muligt mord og magtkampen i den kinesiske magtelite

Xu Ming, en af de rigeste mænd i Kina, er anholdt i forbindelse med de kinesiske myndigheders undersøgelse af omstændighederne omkring den britiske forretningsmand Neil Heywoods død og korruptionsanklagerne imod den tidligere politiske superstjerne Bo Xilai. (Foto: Chen jie - Imaginechina)
Xu Ming, en af de rigeste mænd i Kina, er anholdt i forbindelse med de kinesiske myndigheders undersøgelse af omstændighederne omkring den britiske forretningsmand Neil Heywoods død og korruptionsanklagerne imod den tidligere politiske superstjerne Bo Xilai. (Foto: Chen jie - Imaginechina)

En af Kinas rigeste mænd, den 40-årige forretningsmand og fodbold-boss Xu Ming, er ifølge britiske medier blandt de omkring 40 personer, som er anholdt i forbindelse med efterforskningen af den britiske forretningsmand Neil Heywoods mystiske død i kæmpekommunen Chongqing i november i fjor.
Læs:

Se også: Mystisk spion-dødsfald i Kinas magtkamp

Xu Ming har tætte relationer til den tidligere kommunistiske partichef i Chongqing, Bo Xilai, hvis kone er mistænkt for at have medvirket til mord på Neil Heywood. Bo Xilai blev tidligere i denne måned fjernet fra al politisk indflydelse i supermagten, hvor han ellers var favorit til en plads i den absolutte magtelite, Politbureauets Stående Komité på fem-ni medlemmer.

Skideballer i London
Onsdag lovede de kinesiske myndigheder en 'tilbundsgående undersøgelse' af Heywoods død, efter at det enevældige kommunistpartis propagandachef, Li Changchun, havde været til møde med premierminister David Cameron i Downing Street i London.

Samtidig krævede Cameron og udenrigsminister William Hague en rigtig god forklaring fra efterretningstjenesten MI6's og Udenrigsministeriets embedsmænd på, hvorfor de først meget sent blev gjort opmærksom på, at den døde britiske statsborger havde tætte forbindelse til den mest kontroversielle skikkelse i det kinesiske magthierarki, nemlig Bo Xilai.
Læs:

Se også: Cameron truer sløve spionchefer med rødt kort

Søgelys på fodboldbyen Dalian
I dag kan de britiske medier så fortælle, at de kinesiske myndigheder over de seneste måneder har gennemført flere razziaer, rettet mod embedsmænd og andre med tilknytning til Bo Xilai, Mindst 39 mennesker er anholdt, blandt dem Xu Ming.

Søgelyset i Kina synes nu rettet mod Dalian øst for Beijing, hvor de fleste anholdelser skal være foretaget. Det siger Wang Kang, ifølge telegraph.co.uk en velkendt akademiker fra Chongqing og den eneste med kendskab til omstændighederne omkring Bo Xilais fald fra magttinderne, som ifølge Telegraph har villet udtale sig til citat.

Her blev de venner
I Dalian var Bo Xilai borgmester og provinschef, og det var her, han og hans advokat-kone, Gu Kailai, blev venner med Neil Heywood.
Læs:

Se også: Kinesisk power-par i søgelys i drabssag

Og det er her, Xu Ming leder sin milliardforretning, Dalian Shide Group, som beskæftiger sig med anlægsarbejde, kemisk industri, bankinvesteringer og - fodbold!

Dalian er en stor havne-, industri- og ferieby, som også er kendt for fodbold. Xu Mings klub, Dalian Shide, har netop spillet 3-3 i et lokalopgør mod Dalian Aerbin, som har den tidligere OB-spiller Peter Utaka på holdet.

Afviser truende bankerot
Xu Ming var på den seneste liste fra Forbes placeret som nummer 253 på listen over de rigeste af Kinas 1,33 millarder indbyggere. Xu Ming står på listen med en familieformue på omkring fire milliarder danske kroner.

For få dage siden kunne Forbes oplyse, at Xu Ming havde dementeret forlydender om, at hans virksomhed er på randen af bankerot. Ifølge Telegraph er Xu ikke set på virksomheden siden midten af marts - det tidspunkt, da de første skridt blev taget til at fjerne Bo Xilai fra den politiske inderkreds i Kina.

Mafiakrig og korruptionsanklager
Når de kinesiske myndigheder har anholdt Xu Ming, har det forbindelse med de anklager om korruption, som gik forud for Bo Xilais eksklusion fra kommunistpartiets politbureau. Bo havde i Chongqing skaffet sig stor popularitet ved blandt andet at gå i krig mod lokale mafia-kræfter sammen med sin souschef og politichef, Wang Lujin.

Hele skandalen begyndte at rulle, da Wang i februar gik til det amerikanske konsulat og fortalte om en mistanke mod Bo for korruption og ulovlig udførsel af penge - og imod Bos kone, Gu Kailai, for medvirken til giftmord på Neil Heywood.

Sådan har skandalen om kinesisk toppolitik og en britisk forretningsmands død udviklet sig:

August 2011: Kinas præsident, Hu Jintao, taler i telefon med en embedsmand fra korruptionsbekæmpelsen, som befinder sig i den kæmpestore byprovins Chongqing. Specialudstyr afslører, at lokale embedsmænd i Chongqing aflytter præsidenten.
15. november 2011: Forretningsmanden Neil Heywood bliver fundet død på et hotelværelse i Chongqing.
17. november 2011: Den britiske viceudenrigsminister Jeremy Browne får under massiv kinesisk medieopmærksomhed to kinesiske kæmpepandaer overdraget af den politiske superstjerne, partichef for Chongqing og Heywoods nære bekendt Bo Xilai.
18. januar 2012: Det britiske udenrigsministerium orienteres første gang om, at der kan være noget mystisk ved Neil Heywoods død.
6. februar 2012: Bo Xilais næstkommanderende og politichef, Wang Lijun, henvender sig til USA's konsulat i Chengdu. Han fortæller amerikanerne, at Bo Xilai er involveret i korruption, og at Bos kone, Gu Kailai, er medskyldig i giftmord på Neil Heywood, som tidligere arbejdede tæt sammen med ægteparret, blandt andet om deres søns skolegang og studier i Vesten. Da Wang dagen efter forlader konsulatet, bliver han anholdt og ført til Beijing.
7. februar 2012: Den britiske udenrigsminister William Hague orienteres første gang om, at Neil Heywood angiveligt blev offer for et giftmord i Kina.
8. februar 2012: Det meddeles officielt i Kina, at Wang Lijun er på orlov 'af helbredsgrunde'.
14. marts 2012: Premierminister Wen Jiabao rejser på sit årlige pressemøde åben kritik af Bo Xilais maoistiske tilbøjeligheder som partichef i Chongqing.
15. marts 2012: Bo Xilai fjernes fra sine poster i Chongqing, men beholder formelt pladsen i Kinas kommunistpartis politbureau.
10. april 2012: Bo Xilai smides ud af kommunistpartiets centralkomité og politbureau. Hans kone, advokaten Gu Kailai, efterforskes nu ifølge en officiel meddelelse for meddelagtighed i giftmord på Neil Heywood. Der spekuleres i Kina på, om Heywoods død faktisk var et mord, eller om beskyldninger mod Gu Kailai er en del af en magtkamp, rettet imod Bo Xilai, og lækket til offentligheden af kommunistpartiets ledelse.
17. april 2012: Den britiske premierminister David Cameron rejser sagen om Heywoods død over for sin officielle gæst Li Changchun, som er medlem af Kinas helt centrale magtelite, Politibureauets Stående Komité, og ansvarlig for partiets propaganda.
17. april 2012: Op til mødet med de kinesiske gæster udbeder David Cameron sig en forklaring fra cheferne i den britiske Secret Service og Udenrigsministeriet om, hvorfor regeringen ikke for meget længe siden var blevet orienteret om Heywoods forbindelse med den kontroversielle Bo Xilai.
18. april 2012: Kinas officielle nyhedsbureau oplyser, at Kina garanterer en 'grundig, tilbundsgående undersøgelse' af Neil Heywoods død.
24. april 2012: Bo Guagua, Bo Xilais og Gu Kailiais 24-årige søn, skriver i et indlæg på Harvard Universitys webavis, hvor han beskriver sig selv som mønsterstudent, hvis studier i Vesten er betalt af hans mor og af stipendier. Han kan, skriver han, intet oplyse om sagerne mod hans forældre.
25. maj 2012: Bo Guagua består sin eksamen på Harvard og oplyser, at han har planer om at læse jura i USA.
26. juli 2012: Kinas officielle telegrambureau, Xinhua, oplyser, at Gu Kailai og en ansat i familien, Zhang Xiaojun, er blevet tiltalt for overlagt mord på Neil Heywood. Motivet skal ifølge mynidghederne være, at Gu Kailia frygtede for sønnen Guaguas personlige sikkerhed.
9. august 2012: Gu Kailai kendes skyldig i giftmord på Neil Heywood. Hun tilstår at have forgivet briten, fordi Heywood havde truet hendes søn, Bo Guagua, i forbindelse med et økonomisk mellemværende. Zhang Xiaojun kendes skyldig i medvriken til drabet.
10. august 2012: Fire højtstående politimænd fra Chongqing erkender i retten, at de har forsøgt at dække over Gu Kailai i forbindelse med drabet på Neil Heywood.
20. august 2012: Gu Kailai idømmes betinget dødsstraf, hvilket betyder, at henrettelse ikke eksekveres, hvis hun holder sig fri af kriminalitet i to år. Zhang Xiaojun får ni års fængsel.
24. september 2012: Bo Xilais tidligere nære allierede og politichef, Wang Lijun, idømmes 15 års fængsel, bl.a. for at have dækket over mordet på Neil Heywood.
28. september 2012: Kommunistpartiets politbureau ekskluderer Bo Xilai fra partiet og bebuder retssag imod ham for magtmisbrug, bestikkelse og korruption.

Opdateret 29. september 2012. Kilder: britiske, kinesiske og amerikanske medier, Wikipedia

1 af 3 Neil Heywood, den britiske forretningsmand, hvis død i Kina i november nu har ført til oprulning af en gigantisk skaldale i den kinesiske magtelite. (Foto: AP)
2 af 3 Bo Xilai på sin plads I Folkets store Hal i Beijing, lige før han blev smidt ud af centralkomité og politibureau tidligere i år. (Foto: AP)
3 af 3 Xu Ming, en af de rigeste mænd i Kina, er anholdt i forbindelse med de kinesiske myndigheders undersøgelse af omstændighederne omkring den britiske forretningsmand Neil Heywoods død og korruptionsanklagerne imod den tidligere politiske superstjerne Bo Xilai. (Foto: Chen jie - Imaginechina)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere