EU fjerner sanktioner over for Myanmar

EU vil honorere Myanmar for reformvilje ved at suspendere sanktioner over for landet i et år

EU's regeringer er enige om at suspendere de fleste sanktioner mod Myanmar for at anerkende landets vilje til reformer. Det siger diplomater.

En diplomat siger til nyhedsbureauet AFP, at sanktionerne foreløbig suspenderes i et år.

Den formelle beslutning om at lukke Myanmar ind i varmen vil blive taget på et møde for EU's udenrigsministre i Luxembourg mandag.

- Der er nu i princippet enighed om at suspendere alle sanktioner med undtagelse af våbenembargoen, siger en EU-diplomat til nyhedsbureauet Reuters.

Militærstyret i Myanmar har løsladt politiske fanger, heriblandt oppositionslederen Aung San Suu Kyi, der har tilbragt mange år i husarrest.

Hun vandt tidligere på måneden en plads i parlamentet ved et opfyldningsvalg. Hun har anbefalet, at det internationale samfund løsner sanktionerne over for styret.

USA lempede tidligere på ugen nogle af dets sanktioner over for styret i Myanmar. Det er lempelser, som vil gøre det lettere for internationale organisationer at arbejde i landet.

Præsident Barack Obama har lovet en gradvis ophævelse af sanktioner i takt med politiske fremskridt i landet.

En stribe europæiske og amerikanske ministre har i de seneste måneder besøgt Myanmar.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere