Russisk hangarskib købte rustent anker

Forretningsmand sælger brugt, rustent anker til overpris til den russiske flåde. Nu skal handlen undersøges

Russiske anklagere har onsdag afsløret, at landets økonomisk trængte flåde har betalt en vanvittig overpris for et gammelt, rustent anker til Ruslands eneste hangarskib.

Hangarskibet Admiral Kutsnetsov, der tidligere har anløbet Syrien, men nu er under reparation på Sviosdosjka reparationsværftet i Arkhangelsk-regionen det nordlige Rusland, havde bestilt et nyt anker fra chefen for et privat firma for fire millioner rubler (790.000 kroner)

Anklagemyndigheden siger, at firmaets ejer havde købt et brugt anker i Holland og så solgt det videre til den russiske flåde til en voldsomt oppumpet pris.

- Han købte det for lige omkring en million rubler (omkring 200.000 kroner) og solgte det videre for fire gange så meget efter at have forfalsket de medfølgende papirer, hedder det i en meddelelse fra anklagemyndigheden.

- Selv om det angiveligt nye anker ikke levede op til den bestilte størrelse og vægt, havde et andet serienummer og begyndende rustdannelse, så var det fortsat installeret på en krydser, tilføjede meddelelsen.

Anklagerne siger, at de vil bede militære efterforskere om at indlede en formel undersøgelse. Der er ikke nævnt noget om, hvem forretningsmanden er, og hvad han beskæftiger sig med.

Hvorfor flåden har accepteret købet af det uduelige anker er heller ikke beskrevet i anklagemyndighedens fremstilling.

Ruslands præsident, Dmitri Medvedev, der nu er ved at give plads til Vladimir Putin, sagde i 2008, da han tiltrådte, at der ikke skulle spares på noget med henblik på at genrejse landets skrantende flåde med nye hangarskibe.

Men de planer gik i vasken i forbindelse med begyndelsen på finanskrisen i 2008-2009. Rusland har stadig kun et hangarskib, mens USA råder over en halv snes stykker.

Den kommende præsident, Vladimir Putin, har som noget af de første lovet at rydde op i det korruptionsplagede russiske militær.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere