Pakistan smider bin Ladens familie ud

Osama bin Ladens tre enker, otte børn og et enkelt barnebarn ventes at blive sendt ud af Pakistan tirsdag.

Pakistan vil ikke længere have den dræbte terrorleder Osama bin Ladens familie på sin jord.

Familien, der tæller 12 medlemmer i alt, ventes at blive udvist af Pakistan i løbet af tirsdagen eller natten til onsdag dansk tid, oplyser deres advokat.

Det sker 11 måneder efter, at amerikanske specialstyrker trængte ind i byen Abbottabad nord for Pakistans hovedstad, Islamabad, og dræbte al Qaeda-lederen.

Siden da har Osama bin Ladens tre enker, otte børn og et barnebarn været i de pakistanske myndigheders varetægt.

De er ved at have afsonet den fængselsstraf, de blev idømt for at have opholdt sig ulovligt i Pakistan.

- De rejser i aften eller i morgen tidlig. Efter midnat kan de blive deporteret når som helst, siger advokaten, Muhammad Aamir.

Han tilføjer, at familien i første omgang formentlig vil rejse til Saudi-Arabien, hvor bin Laden var statsborger.

Derefter er det muligt, at bin Ladens yngste kone, Amal Abdulfattah, bliver sendt til Yemen med sine fem børn.

Abdulfattah, som angiveligt var terrorlederens yndlingskone, er yemenitisk statsborger.

En pakistansk efterretningskilde bekræfter over for nyhedsbureauet AFP, at familien ventes at blive sendt ud af landet "omkring midnat". Kilden tilføjer, at de sandsynligvis bliver sat på et fly til Saudi-Arabien.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere