EU vil sikre el til 500 millioner fattige

Energikonference: EU-Kommissionen vil sikre 500 millioner fattige adgang til strømforsyning inden 2030.

Hver femte person på jorden lever uden adgang til en strømforsyning.

Det tal skal være meget mindre, og derfor har EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, mandag lanceret et initiativ, som skal give 500 millioner fattige adgang til stikkontakter og elektroniske lamper i loftet inden 2030.

- Det er et højt mål, men det er også opnåeligt, siger Barroso.

Kommissionen vil blandt andet afsætte 50 millioner euro over de næste to år, der skal gå til at yde teknisk hjælp til udviklingslande, der tilslutter sig reformer mod bæredygtig energi.

Afsløringen af det nye tiltag sker på en stor energikonference i Bruxelles, som det danske EU-formandskab har arrangeret i samarbejde med kommissionen. På deltagerlisten er også FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Overskriften på konferencen er "Bæredygtig Energi til Alle" og fokuserer på, hvordan EU kan gøre sit for at støtte op om tre FN-ambitioner, som Ban Ki-moon fremlagde i november, og som alle skal nås inden 2030:

Alle skal have adgang til moderne elforsyning, energieffektiviteten skal fordobles på globalt plan, og der skal ske en fordobling af andelen af vedvarende energi i det globale energimiks.

Ban Ki-moon glæder sig over det nye EU-initiativ.

- Kommissionens forslag er et stærkt tilsagn, og EU er en vigtig strategisk partner for FN, siger generalsekretæren og minder om, at 1,3 milliarder mennesker lever uden strøm på trods af den digitale tidsalder.

- De fleste af os ville ikke tvivle på, at man kunne tænde lyset i dette rum, eller at der var elforsyning i bygningen. Vi tager det for givet, men mange lever uden adgang til moderne energi, siger han.

FN's Generalforsamling har udpeget 2012 som "Det Internationale År for Bæredygtig Energi for Alle".

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere