Hübbe ærgrer sig over kokainvirak

Balletmesteren på Det Kongelige Teater mener, balladen om hans ledelse har skygget for et godt kunstnerisk år

"Ærgerligt". Sådan lyder balletmester Nikolaj Hübbes udlægning af den megen virak, der har været om Den Kongelige Ballet det seneste halve år.

Efter en intern rapport i sommer dukkede op i Jyllands-Posten, har balletmesteren været centrum for en tilbagevendende diskussion om ledelsesstilen i kompagniet og ikke mindst hans påståede problemer med et kokainmisbrug.

I balletmesterens beretning i Det Kongelige Teaters årsrapport bruger Nikolaj Hübbe et enkelt afsnit på virakken om rapporten, som balletmesteren tydeligvis gerne havde været foruden.

- 2011 blev året, hvor en meget omtalt og fortolket rapport kom til at præge mit liv og avisernes forsider, konstaterer Hübbe.

- Det var ærgerligt, at virakken om rapporten fyldte så meget, idet vi i hele 2011 havde sat en række initiativer i vandet i samarbejde med danserne, tilføjer han.

Han tror på, at balletten har gjort de nødvendige tiltag til at få opbygget et godt samarbejde mellem ledelse og dansere.

Der er blandt andet blevet tilknyttet en psykolog til kompagniet, som fortsætter sit arbejde i 2012.

- Ligesom jeg fanatisk tror på en konstant udviklingskurve for det tekniske og kunstneriske niveau, er jeg også overbevist om, at dette kan lade sig gøre, hvis udviklingen sker i alle dele af ballettens organisation, skriver Nikolaj Hübbe.

Kunstnerisk er han godt tilfreds med ballettens udvikling i det forgangne år.

- Jeg ser tilbage på et år med store kunstneriske succeser, konkluderer Hübbe.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere