Nordkoreas nye leder holder sin første tale

Kim Jong-un holdt sin første offentlige tale ved en militærparade til minde om landets grundlægger

Nordkorea fejrer søndag, at det er 100 år siden, landets grundlægger Kim Il-sung blev født.

Derfor er et stort antal nordkoreanere gået på gaden, og de kunne for første gang høre landets nye leder, Kim Jong-un, holde en offentlig tale.

I talen hyldede Kim Jong-un landets to tidligere chefer - hans far og hans bedstefar - og kaldte dem for store ledere.

- Jeg giver den reneste respekt og den største ære til de to store ledere Kim Il-Sung og Kim Jong-il, sagde han.

- Lad os gå mod den endelige sejr, sagde den unge leder, hvilket tilskuerne besvarede med taktfaste klapsalver.

Nordkorea har de sidste dage mødt massiv kritik fra verdenssamfundet, efter landet fredag skød en langdistanceraket op for at fejre 100-året for Kim Il-sung's fødsel.

Ifølge Nordkorea var målet at sende en vejrsatellit op, men det tvivler flere lande på. Sydkorea, Japan og USA mener, at formålet var at skjule en test af langdistancemissiler, som kan bære atomsprænghoveder.

Missionen mislykkes for Sydkorea, da raketten styrtede ned. Alligevel mener USA og FN, at affyringen er et klart brud på international lov.

I februar indvilligede Nordkorea i at bremse deres aktiviteter med atomsprængstoffer og udvikling af missiler til gengæld for fødevarehjælp. Men efter landet annoncerede deres raketaffyring, blev aftalen sat på pause.

Nordkoreas forhold til omverden er præget af magtdemonstrationer.

Diplomatiske forhandlinger er ofte blevet afbrudt af militære handlinger og brudte aftaler, der har forhindret en succesfuld dialog med landet.

Amerikanske beslutningstagere er klar over, at en væbnet konflikt med landet vil have uoverskuelige konsekvenser, fordi Nordkorea er tungt armeret og har taget alle tænkelige forholdsregler for at umuliggøre et angreb på landet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere