Bonnichsen: Ministeriet afgør makuleringer

Det er i Justitsministeriet det afgøres, om sagsakter er af særlig historiske interesse, siger eks-PET-chef

Det er i Justitsministeriet og ikke hos PET, det afgøres, hvilke sagsakter der skal destrueres.

Det fastslår tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen, efter at det er kommet frem, at PET har makuleret personmapper på fremtrædende politikere blandt andre tidligere statsministre Anker Jørgensen (S), Jens Otto Kragh (S) og Poul Hartling (V).

- Politiets Efterretningstjeneste (PET) som organisation er så absolut ikke en stat i staten, der går ind og foretager sig lovbrud - og lovbrud for måske at dække nogle historiske kendsgerninger, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Ifølge Berlingske Tidende skete makuleringen af Anker Jørgensens sag i 1996 under den socialdemokratiske justitsminister Bjørn Westh.

Westh besluttede i 1995 efter en henvendelse fra Wambergudvalget, at sagsakter af særlig historisk interesse skal afleveres til Rigsarkivet, når PET ikke længere skønner det sikkerhedsmæssigt nødvendigt selv at opbevare de pågældende akter.

I dagens avis sår professor Poul Villaume, Københavns Universitet tvivl om PET's motiver til at makulere.

- Makuleringen skete i 1996, efter det kom på tale, at der skulle være en undersøgelse i Norge af efterretningstjenestens metoder under Den Kolde Krig. Det kan være, at nogen i PETs ledelse ikke ønskede en lignende gennemlysning af PETs måde at registrere på, siger han.

Det afviser Hans Jørgen Bonnichsen.

Ifølge ham foretager man sig intet i PET, uden at man har talt med justitsministeriets departementschef, og departementschefen har taget stilling til, hvad der skal slettes og ikke slettes.

Og specielt når der er tale om personer, der har været registreret.

- Det er selvfølgelig ikke alle sletninger, som departementschefen tager stilling til, men jeg er overbevist om, at når der er så markante sager som de nævnte, må det være tilfældet, siger han.

Justitsminister Morten Bødskov (S) ønsker ikke at udtale sig før forespørgselsdebatten i Folketinget onsdag. PET's chef Jakob Scharf ønsker heller ikke at udtale sig og henviser ligeledes til debatten.

Overarkivar og medlem af Wambergudvalget Hans Christian Bjerg siger til Ritzau, at han ikke må udtale sig på grund af sin udvalgspost.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere