En vildfaren luftballon fik i morges de engelske luftfartsmyndigheder til midlertidigt at aflyse alle udgående fly fra Londons Gatwick-lufthavn.
Episoden havde ikke indflydelse på fly, der skulle lande i lufthavnen.
En talsmand fra lufthavnen fortæller, at alle afgange blev aflyst efter klokken 10 i morges dansk tid, efter en luftballon blev observeret i lufthavnens luftrum. Det skriver Sky News.
I alt blev fem fly aflyst, og episoden skabte forsinkelser på flere afgange. Lige nu meldes der om lange køer i lufthavnen, men ifølge Gatwicks twitter-profil, er man nu vendt tilbage til normal drift.