Kommission får fem år til Irak-undersøgelse

Lang tidshorisont for Irak-kommissionens arbejde hænger sammen med verserende retssager i Danmark.

Når regeringen onsdag præsenterer sin længe ventede Irakkommission, får dens medlemmer op til fem år til at undersøge Danmarks deltagelse i krigen i Irak og den efterfølgende behandling af fanger i både Irak og Afghanistan. Det skriver Information.

Selv om regeringen indtil det sidste hemmeligholder kommissionen, så erfarer Information, at den lange tidshorisont for undersøgelsen ikke blot skyldes omfanget af undersøgelsen, men først og fremmest hensynet til de verserende retssager i Danmark.

Her har tidligere irakiske og afghanske fanger sagsøgt den danske stat for at være blevet mishandlet efter at være blevet udleveret til amerikanske eller lokale myndigheder.

Inden udenrigsminister Villy Søvndal (SF), forsvarsminister Nick Hækkerup (S) og justitsminister Morten Bødskov (S) på et fælles pressemøde præsenterer kommissoriet, har de på forhånd sikret sig støtte til undersøgelsen fra Enhedslisten.

Enhedslistens finansordfører - den tidligere udenrigs- og forsvarsordfører - Frank Aaen mener, at kommissoriet i "al væsentlighed" ser godt ud, selv om undersøgelsen begrænses til danske myndigheders handlen.

- Man kommer omkring baggrunden for Irakkrigen, beslutningsgrundlaget, ligesom der bliver kigget på behandlingen af fanger - hvor mange fanger Danmark egentlig har taget i krigene, og hvad der er sket med dem.

- I sidstnævnte forbindelse har vi på vores spørgsmål fået en stribe svar, som har vist sig at være løgnagtige, ufuldstændige, eller som man slet ikke har kunnet svare på, siger Frank Aaen og fortsætter:

- Derfor er der både en historisk dimension, nemlig forløbet op til krigen i Irak, og en mere aktuel, behandlingen af de fanger, Danmark tager eller er med til at tage.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere