Opposition udvandrede under Putins tale

Putins modstandere udvandrede fra parlamentet, hvor han i en tale opfordrede til samling efter omstridt valg

Et stort antal oppositionspolitikere udvandrede onsdag fra det russiske parlament og overskyggede med en hidtil uset protest budskabet fra Ruslands premierminister, Vladimir Putin, der i en tale i parlamentet opfordrede til samling i landet.

Rusland har været gennem en 'spændt' periode med 'opildnede følelser og politiske kampe', sagde Putin og understregede, at det nu er på tide, at alle arbejder sammen.

- Logikken i et modent demokrati er, at valgene slutter, og derefter begynder en ny og langt vigtigere periode med fælles arbejde, sagde Putin.

Han vandt præsidentvalget i sidste måned, selv om der vinteren igennem har været en bølge af demonstrationer, der har samlet op mod 100.000 mennesker til protester mod hans styre.

Demonstrationerne begyndte efter parlamentsvalget i december, som mange mener var gennemsyret af valgfusk. Det samme påstås om flere af de regionalvalg, der blev holdt samtidig med præsidentvalget.

Som et varsel om, at Putins næste seks år som præsident muligvis ikke bliver helt så lette som de seneste 12 år, udvandrede stort set samtlige 64 parlamentarikere fra partiet Et Retfærdigt Rusland fra salen.

Efter deres mening gav Putin et flabet svar på et spørgsmål om en partifælle, der sammen med flere andre har sultestrejket i 26 dage i protest mod valgfusk.

Partileder Sergej Mironov, der tidligere var en af Putins allierede, gav sine partikammerater besked på at forlade salen 'på grund af Putins frækhed', skrev et af partimedlemmerne, Ilija Ponomarijov, på Twitter.

Onsdagens tale er formentlig Putins sidste store tale som premierminister, inden han den 7. maj tages i ed som Ruslands præsident.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere