Briter byder 2,4 mia. for dansk firma

Britiske Cobham er parat til at lægge milliarder for at få fingrene i danske Thrane & Thrane

Det britiske selskab Cobham vil ikke nøjes med kun at eje en fjerdedel af det danske selskab Thrane & Thrane. Det vil have det hele, og er nu parat til at smide næsten 2,5 milliarder kroner efter selskabets aktionærer.

Cobham vil give 420 kroner pr. aktie - og det svarer til det niveau, som bestyrelsen i Thrane & Thrane tidligere har foreslået. Onsdag før påske kostede en aktie i Thrane & Thrane 389 kroner.

Indtil nu har flere af de store aktionærer allerede solgt til briterne til kursen. Og derfor har Cobham i dag over 25 procent af aktierne i selskabet.

Det er ikke første gang, at Cobham gør sine hoser grønne over for danskerne. De har også tidligere tilbudt at give 420 kroner pr. aktie - men det tilbud blev trukket tilbage 12. marts, da Thranes bestyrelse ikke vil støtte buddet.

- Cobham søger fortsat at samarbejde med Thrane & Thranes bestyrelse for at opnå anbefaling af dette købstilbud og fremme af sammenlægningen af Thrane & Thranes og Cobhams Satcom-aktiviteter, skriver det britiske selskab i tilbuddet til aktionærerne.

Formanden for det danske selskab, Valdemar Schmidt, har i forbindelse med magtkampen om Thrane & Thrane trukket sig fra bestyrelsen.

Det var det, der fik blandt andre Jupiter Assets Management og andre institutionelle investorer til at sælge ud af aktierne. I sidste uge kunne Cobham så meddele, at de nu ejede 1,3 millioner aktier i selskabet.

Thrane & Thranes stifter og hovedaktionær, Lars Thrane, står på den ene side som klar erklæret modstander af et salg. Lars Thranes aktiepost er på cirka 24 procent og dermed næsten ligeså stor som Cobhams.

Cobham producerer blandt andet elektronisk udstyr til forsvars og luftfartsindustrien, men er mest kendt som verdensledende inden for lufttankning (air-to-air-refuelling).

Det britiske selskab har drevet virksomhed i Danmark i mere end 20 år og har blandt andet leveret kommunikationsantenner til de danske F-16-fly

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere