Arabiske grupper kræver dansk borger fri

Borgerorganisationer vil drage Bahrains konge til ansvar, hvis fængslet dansk statsborger skades eller dør.

Borgerorganisationer på Den Arabiske Halvø opfordrer regeringen i Bahrain til øjeblikkeligt at frigive den danske statsborger Abdullah al-Khawaja, der har været i sultestrejke i to måneder.

- Bahrains regering og kongefamilien vil blive draget til ansvar, hvis den igangværende sultestrejke resulterer i, at aktivisten Abdullah al-Khawaja skades.

Sådan lyder det i en erklæring fra paraplyorganisationen, der kalder sig The Gulf Forum for Civil Societies. Brevet er underskrevet af organisationens generalsekretær, Anwar al-Rasheed.

Khawaja er shiamuslim og dansk-bahrainer, og han blev sidste år sammen med andre aktivister idømt livsvarigt fængsel for planer om at omstyrte kongedømmet Bahrain.

Han indledte en sultestrejke den 8. februar i protest mod sin straf. Hans familie siger, at han er så afkræftet, at han risikerer at dø.

Myndighederne i Bahrain meddelte onsdag, at Khawajas sundhedstilstand er så ringe, at han er overført til et fængselshospital for at komme under lægelig observation. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sagde tirsdag, at en omfattende diplomatisk indsats er gået i gang for at få Khawaja løsladt.

- Jeg kan af hensyn til sagens løsning ikke oplyse, hvem der støtter os i sagen, men det er aktører, der taler med vægt i regionen, oplyste han.

Søvndal havde i sidste uge et møde med Bahrains udenrigsminister i et forsøg på at få Khawaja frigivet.

Khawaja blev anholdt sidste år efter omfattende protester blandt Bahrains shiamuslimer mod det sunnimuslimske styre i landet. Shiamuslimer er i flertal i Golfstaten.

Menneskerettighedsorganisationen Front Line Defenders, der har hovedkvarter i Dublin, oplyste i sidste uge efter et besøg i Bahrain, at Khawaja havde mistet en fjerdel af sin kropsvægt.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere