Myndighederne i Bahrain overvejer i øjeblikket den danske regerings ønske om at få overført den fængslede demokratiforkæmper Abdulhadi al-Khawaja til Danmark.
Det rapporterer det statslige nyhedsbureau i Bahrain, BNA, med landets udenrigsminister, Khalid al-Khalifa, som kilde.
- Udenrigsministeren har modtaget et brev fra den danske udenrigsminister, Villy Søvndal, som beder om, at Abdulhadi al-Khawaja kan blive overført til Danmark, eftersom han har dansk statsborgerskab, lyder det.
Al-Khawaja, som sidder fængslet i Bahrain, sultestrejker på snart 60. døgn i protest mod styret. Han ligger stærkt afkræftet på et militærhospital og har ifølge aktivister tabt 25 procent af sin kropsvægt.
Danmarks ambassadør i Saudi-Arabien har lørdag besøgt og talt med den fængslede demokratiforkæmper. Al-Khawaja er idømt livsvarigt fængsel for at stå bag omfattende protester mod landets autoritære regime.
Det er nu op til et særligt højtstående retligt råd i Bahrain, om Abdulhadi al-Khawaja kan blive overført til dansk varetægt. Men man skal først "studere" den danske anmodning og "træffe en beslutning", skriver BNA.
Den officielle melding glæder udenrigsminister Villy Søvndal (SF).
- Det er positivt, at det danske synspunkt er modtaget i Bahrain, og at de overvejer situationen. Jeg håber meget, at det vil føre til, at al-Khawaja kan komme til Danmark og få lægebehandling. Det ville være en lykkelig udgang på sagen, siger han.
- Nu er det op til Bahrain. Jeg håber, de træffer den rigtige beslutning, men tiden er knap. Situationen er alvorlig, og hver en time tæller, understreger Villy Søvndal i en kommentar til Ritzau.
Menneskerettighedsaktivisten al-Khawaja får i øjeblikket kun næring - en blanding af saltvand og sukkeropløsning - gennem et intravenøst drop. Hans familie frygter, at han dør snart.
Fredag deltog flere tusinder i demonstrationer i Bahrain for at kræve al-Khawaja løsladt.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.