Briter køber stor bid af dansk satellitfirma

Britiske Cobham har overraskende købt 25 procent af aktierne i danske Thrane & Thrane

Britiske Cobham har overraskende erhvervet en ejerandel på 25,6 procent af den danske børsnoterede satellitkommunikations-virksomhed Thrane & Thrane. Det oplyste de to selskaber i påsken.

De godt 25 procent svarer til godt 1,45 millioner aktier. Med meddelelsen ser det ud til, at der er blæst til magtkamp om Thrane & Thrane. Cobham meddelte 12. marts, at selskabet havde trukket et tilbud på 420 kroner per aktie i Thrane & Thrane tilbage, da Thranes bestyrelse ikke vil støtte buddet.

I slutningen af februar oplyste Thrane & Thrane, at man have fået en købshenvendelse fra en dengang hemmelig tredjepart, som så viste sig at være Cobham.

Siden har formanden for selskabet, Valdemar Schmidt, trukket sig fra bestyrelsen med øjeblikkelig virkning, og det har i følge Cobham afstedkommet, at en række institutionelle investorer har meddelt, at de ville sælge deres aktier.

Cobham har derfor købt knap 1,3 millioner aktier fra Jupiter Assets Management og andre institutionelle investorer. Med påskens meddelelse ser det ud til, at den i marts afblæste kamp om Thrane atter er blæst i gang.

Thrane & Thranes stifter og hovedaktionær Lars Thrane står på den ene side som klar erklæret modstander af et salg.

Lars Thranes aktiepost er på cirka 24 procent og dermed næsten ligeså stor som den forsmåede bejlers andel. Cobham fortsætter nu med, at 'vurdere alle muligheder i relation til Thrane og Thrane', fremgår det af meddelelsen.

Cobham ville i marts kun gå ud med buddet, hvis bestyrelsen støttede det, og det var ikke tilfældet. Bestyrelsen i Thrane & Thrane iværksatte i stedet en strategisk gennemgang af selskabet, som ventes afsluttet senest 14. maj.

Det skete, da Thrane offentliggjorde, at selskabet havde modtaget et tilbud fra en anonym bejler, der siden afslørede sig som værende Cobham. Aktierne i Thrane og Thrane dykkede efter meddelelsen i marts.

Onsdag før påske kostede aktien 389 kroner. Der er stadig et stykke ned til niveauet før hemmelige bud på aktien blev givet i slutningen af februar. Da var kursen 294 kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere