Fyret general i Yemen nægter at gå af

Fyret general, der er halvbror til Yemens tidligere præsident, nægter at forlade sin post

En fyret general i Yemen trodser præsidentens ordre og vil forblive på sin post.

Uroen har nu bredt sig til lufthavnen i landets hovedstad, Sanaa, som er lukket efter pres fra styrker, der stadig er loyale over for generalen.

Styrkerne har omringet lufthavnen og har truet med at angribe fly, der letter eller landet i lufthavnen. Det oplyser en luftfartskilde i landet.

Det er flyvergeneralen Mohammed Saleh al-Ahmar, der er blevet afskediget af Yemens præsident, Abdrabuh Mansur Hadi.

Generalen er selv halvbror til den tidligere præsident, Ali Abdullah Saleh. Han nægter at træde tilbage, medmindre forsvarsministeren og flere af hans embedsmænd også gør det. Det oplyser en militær kilde i landet.

Yemens officielle nyhedsbureau, Saba, meddelte fredag, at præsident Hadi i et dekret fyrede både flyvergeneralen og chefen for præsidentens garde, der er den tidligere præsidents nevø.

Hadi overtog præsidentposten i februar efter Saleh, der ledede landet i 33 år. Magtskiftet var en del af den plan, der skulle sætte en stopper for opstanden i landet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere