Murdoch Jr. mister endnu en toppost

Arvtageren til Rupert Murdochs skandaleramte medie-imperium 'frivilligt' væk fra toppost, inden kritisk rapport tvinger ham, skriver britiske medier

James Murdoch under afhøringerne i parlamentskomiteen, hvis rapport senere i denne måned ventes at rejse nye spørgsmål om hans rolle i den store aflytnings- og hackingskandale i faderens medie-imperium. (Foto: David Barrett/BBC/Photoshot)
James Murdoch under afhøringerne i parlamentskomiteen, hvis rapport senere i denne måned ventes at rejse nye spørgsmål om hans rolle i den store aflytnings- og hackingskandale i faderens medie-imperium. (Foto: David Barrett/BBC/Photoshot)

Juniorchefen i det skandaleramte Murdoch-medieimperium, James Murdoch, ventes i dag at meddele, at han med øjeblikkelig virkning træder tilbage som formand for Storbritanniens største betalings-tv-kanal, British Sky Broadcasting Group plc, normalt blot betegnet BSkyB.

BSkyB rangerer som nummer 29 i værdi af selskaber på Londons børs. Selskabets markedsværdi blev i december 2011 opgjort til 12,6 millarder engelske pund - knap næsten 113 millarder danske kroner. 39,14 procent af aktierne ejes af News Corporation, den australsk-fødte mediemogul Rupert Murdoch verdensomspændende imperium af aviser og radio-/tv-stationer.

Talt igennem med kolleger
I december 2011 meddelte James Murdoch, den 39-årige søn af 81-årige Rupert Murdoch, at han trak sig som formand for avisgruppen News International, som bl.a. omfattede den nu lukkede News of the World. Det var på NoW, at skandalerne omkring telefonaflysning og korruption, som har rystet Murdoch-imperiet og i det hele taget Storbritanniens medieverden, begyndte.
Læs:

Se også: Jurist: Murdochs søn kendte til aflytning

Nyheden om, at James Murdoch nu også er på vej væk fra topposten på BSkyB, kommer fra kilder på tv-stationen Sky. James Murdoch skal, skriver avisen The Telegraph, have truffet beslutningen om at gå af i sidste uge og i løbet af weekenden, hvor han har talt sagerne igennem med tætte kolleger på BSkyB og News Corporation.

Kritisk rapport på vej
Sidst i denne måned ventes en rapport fra den britiske parlaments komité for Kultur, Medier og Sport, som har gennemført høringer om de skandaløse telefonaflytninger på Murdoch-aviserne. Det ventes, at rapporten vil være særdeles kritisk og rejse nye spørgsmål om James Murdoch egen rolle som topchef for News International i det tidsrum, hvor aflytninger og hackinger af telefoner fandt sted.
Læs:

Se også: Anklage: Murdoch vidste alt om aflytninger

James Murdoch har været afhørt af Komiteen og har erkendt, at han ikke læste en mail fra ledere i koncernen om omfanget af aflytningerne. Det skønnes, skriver The Telegraph, at James Murdoch ved at meddele sin tilbagetræden nu undgår at blive tvunget væk fra sin toppost.

Både James og Rupert Murdoch er indkaldt til nye afhøringer senere i denne måned i den dommerundersøgelse om sagen, som premierminister David Cameron har givet dommer Brian Leveson ansvar for.

Polti og politik også ramt
De forlydender, som har talt om Murdochs beslutning, siger også, at han forbliver i en mindre fremtrædende post i BSkyB.

Ud over adskillige ledende medarbejdere i Murdoch-koncernen har skandalerne i kølvandet på de første afsløringer om News of the World - blandt andet om hacking af en myrdet teenagers mobiltelefon - kostet Londons både politichef og hans souschef jobbet som følge af anklager om samarbejde med Murdoch-bladene.
Læs:

Se også: Politiboss giver David Cameron kniven

Premierminister David Cameron har flere gange været på grillen, fordi han ansatte en tidligere chefredaktør for NoW som spindoktor og i øvrigt har haft tætte sociale forbindelse med flere topmedarbejdere i Murdoch-imperiet.

1 af 2 James og Rupert Murdoch til hestevæddeløb i Cheltenham i 2010 - inden medie-imperiet ramlede. (Foto: AP)
2 af 2 James Murdoch under afhøringerne i parlamentskomiteen, hvis rapport senere i denne måned ventes at rejse nye spørgsmål om hans rolle i den store aflytnings- og hackingskandale i faderens medie-imperium. (Foto: David Barrett/BBC/Photoshot)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere