I morgen kan du hæve din efterløn

Mange har henvendt sig til a-kasserne for at høre nærmere om at hæve efterløn, hvilket kan gøres i morgen.

I morgen kan du få tilbagebetalt din efterløn skattefrit, hvis du er født efter den 2. april 1952.

Derfor har mange henvendt sig til a-kasserne for at høre nærmere om at hæve deres efterløn, siger Verner Sand Kirk formand for Arbejdsløshedskassernes Samvirke, der er en brancheorganisation for 26 a-kasser.

- Der er utrolig mange, der har henvendt sig. A-kasserne har virkelig haft run på og holdt mange møder. Det er svært at finde et tidspunkt, hvor a-kassernes møder har været så populære, siger Verner Sand Kirk.

Hvis du ønsker at få tilbagebetalt din efterløn, gøres det nemt. Alle har fået besked fra deres a-kasse om, hvordan man elektronisk kan gøre det på ens A-kasses hjemmeside. Ellers er det muligt at henvende sig til sin a-kasse og få hjælp.

Det vil være muligt for en million personer at hæve deres efterløn. Ud af dem vurderer Verner Sand Kirk, at 15-20 procent allerede har søgt ved deres a-kasse om at få tilbagebetalt deres efterløn.

Hos Danske Bank forventer man, at en fjerdedel af den million vælger at hæve deres efterløn. Det svarer til godt 20 milliarder kroner, der bliver sluppet ud i samfundet, men banken forventer ikke, at det vil være med til at hæve privatforbruget væsentligt.

- Man skal huske, at man ikke bliver rigere at få sin egne penge tilbage. Mange af de penge, der bliver udbetalt, vil formentlig bare blive brugt til en anden form for opsparing, siger Las Olsen privatøkonom ved Danske Bank.

Hvis man vælger at droppe efterlønsordningen, får man ikke alene en stor pose penge i hånden. Man får også en lille pose penge på 300 kroner mere om måneden til privatforbrug, da man ikke længere skal indbetale til ordningen.

Det vil være muligt at hæve pengene et halvt år frem til 1. oktober. Derfor mener Verner Sand Kirk også, at man skal væbne sig med tålmodighed.

- Man skal lade være med at forhaste sig. Man taber jo ikke penge på at udskyde beslutningen lidt. Man skal bruge tid på at sætte sig ind i, om det er en fordel eller en ulempe at hæve pengene, siger han.

Mange tror fejlagtigt, at man bliver beskattet af pengene, hvis man vælger at vente med at få udbetalt dem, men Verner Sand Kirk understreger, at det ikke er tilfældet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere