3F udbetaler efterlønspenge til 30.000

3F's a-kasse har orienteret 200.000 personer om muligheden for at få udbetalt efterløn. 30.000 har takket ja

Fra og med i dag, mandag den 2. april, kan du få betalt dit efterlønsbidrag tilbage, hvis du vælger at melde sig ud af ordningen.

Ud af de 200.000 personer, som fagforbundet 3F's a-kasse har orienteret om muligheden for at få betalt sit efterlønsbidrag tilbage, har 30.000 valgt at sige ja tak til at få pengene i hånden allerede nu, skriver Fagbladet 3F.

- Hvor vi ender, ved vi af gode grunde ikke. Men det ser ud til, at langt hovedparten af vores medlemmer vælger at blive i efterlønsordningen, siger forretningsfører i 3F's a-kasse, Morten Kaspersen til bladet.

Udbetalingerne begynder at ryge ind på kontoen i ugen efter påske. Først skal sagen nemlig lige behandles på den lokale afdeling af 3F.

Fagbladet 3F har via Analyse Danmark tidligere spurgt et udsnit af medlemmer, og her svarede 20 procent, at de forventede at melde sig ud af efterlønsordningen.

Alt i alt vil det være muligt for én million personer at hæve deres efterløn.

Ud af dem vurderer Arbejdsløshedskassernes Samvirke, der er en brancheorganisation for 26 a-kasser, at 15-20 procent allerede har søgt ved deres a-kasse om at få betalt deres efterløn tilbage.

Hvis du ønsker at få tilbagebetalt din efterløn, gøres det nemt. Alle har fået besked fra deres a-kasse om, hvordan man elektronisk kan gøre det på ens a-kasses hjemmeside. Ellers er det muligt at henvende sig til sin a-kasse og få hjælp.

Hvis man vælger at droppe efterlønsordningen, får man ikke alene en pose penge i hånden. Man får også en cirka 300 kroner mere om måneden til privatforbrug, da man ikke længere skal indbetale til ordningen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere