Eriksen: Rapport afslutter DSBFirst-sagen

DSB's tidligere topchef, Søren Eriksen, glæder sig over undersøgelse, der frifinder ham i sagen om DSBFirst.

Den tidligere topchef i DSB, Søren Eriksen, kan ikke holdes juridisk ansvarlig for problemerne i DSB og DSBFirst og har ikke misligholdt sin kontrakt med selskabet.

Det er hovedkonklusionen i den uvildige advokatundersøgelse, som bestyrelsen iværksatte umiddelbart efter fyringen af topchefen i marts sidste år, og det glæder Søren Eriksen.

- Rapporten konkluderer entydigt og klart og uden forbehold, at jeg som administrerende direktør ikke har misligholdt min kontrakt og desuden ikke har et juridisk ansvar for sagen, siger Søren Eriksen i en udtalelse.

Advokatundersøgelsen er dog ikke udelukkende positivt stemt over for den tidligere topchef.

Den understreger, at bestyrelsen havde fået et mere retvisende billede af den økonomiske situation, hvis direktionen havde fortalt om de "betydelige afvigelser på væsentlige underliggende poster".

På dét punkt mener Søren Eriksen, at konklusionen i undersøgelsen er udtryk for "en efterrationalisering baseret på den viden, der foreligger i dag, men netop ikke på det tidspunkt, hvor skønnene blev foretaget".

- Det er et faktum, at der var informeret om disse forhold, og at bestyrelsen modtog en rapportering for de underliggende datterselskaber i koncernen, herunder DSBFirst, på det niveau, bestyrelsen havde besluttet skulle gælde, siger Søren Eriksen.

Han betegner rapporten som "det endelige punktum" i en sag, som han synes, har haft "unødvendigt store skadelige konsekvenser for DSB".

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere