Vismænd: Mærsk tjener for meget på nordsøolie

Ifølge en ny rapport fra de økonomiske vismænd skal flere af nordsøolie-kronerne gå til statskassen

Nordsøolien er Danmarks ejendom. Derfor skal pengene fra den gavne hele den danske befolkning, og ikke kun i lommerne på A.P. Møller Mærsk.

Det fastslår de økonomiske vismænd i en ny opsigtvækkende rapport, der bliver offentliggjort forud for et møde i Det Miljøøkonomiske Råd.

- Olien og gassen i Nordsøen er samfundets ejendom, og det ekstraordinære overskud - den såkaldte ressourcerente - bør derfor komme hele den danske befolkning til gode, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen i rapporten.

- Meget tyder på, at staten ikke får en passende andel af indtægterne i dag.

Ifølge rapporten er det kun 70 procent af ressourcerenten, der lige nu havner i statskassen. Overvismanden skæver til Norge, hvor staten får omkring 85 procent af ressourcerenten - altså hele 15 procent mere end i Danmark.

Og det giver anledning til at genoverveje de danske regler, siger vismændene.

- Der er god grund til at undersøge de juridiske muligheder for at ændre beskatningen i Nordsøen, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Den eksisterende Nordsøaftale blev vedtaget af V, K, DF og R i 2003. Aftalen løber indtil 2042 og indeholder en omstridt klausul, der siger, at Shell, Chevron og A.P. Møller Mærsk skal have kompensation, hvis staten øger beskatningen.

0 kommentarer
Vis kommentarer