Ups: Reform gør 28.000 svage fattigere

De fattigste fleksjobbere mister 400 kroner om måneden på regeringens reform, skriver Avisen.dk

Regeringen vil reformere både fleksjob og førtidspension for at skaffe penge til en slunken statskasse.

Det vil give lommesmerter blandt de fattigste fleksjobbere - nemlig dem uden arbejde.

De får omkring 400 kroner mindre om måneden, hvis reformen bliver vedtaget i den form, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og socialminister Karen Hækkerup fremlagde tirsdag eftermiddag.

Det vækker mildest talt ikke begejstring hos Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere.

- Meget af reformen virker baseret på en myte om, at folk bliver raske, hvis bare de økonomiske incitamenter er stærke nok, siger formand Hans Dankert.

28.000 må betale
Både de knap 17.000 fleksjobbere, der lige nu er ledige, og de over 11.000, der hvert år af flere årsager stopper i et fleksjob, kommer til at betale, hvis regeringens forslag går igennem.

Efterlysning på Avisen.dk Mette F mangler 22.000 fleksjob

Som følge af forslaget skal de fremover af med omkring 400 kroner for medlemskab af en a-kasse, hvis de ikke vil miste yderligere 5.000 kroner om måneden.

A-kasse ny regning
For de fleste fleksjobbere bliver det noget nyt at skulle betale til en a-kasse. Som systemet er skruet sammen i dag, kan ledige fleksjobbere nemlig ikke modtage dagpenge.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen har a-kasserne af den årsag få medlemmer blandt de nuværende fleksjobbere.

- Med mindre du er medlem af solidariske grunde har du i dag ingen fordel af at betale til en a-kasse, forklarer professoren fra Aalborg Universitet.

Gode takter
Han mener, der er gode takter i reformen, men økonomien for den enkelte fleksjobber bliver mindre gylden.

Mange fleksjobbere vil opfatte reformen som en forringelse af ordningen, og hvis man kigger på pengene, har de nok ret, siger Flemming Ibsen.

Glade for medlemmer
Hos a-kasserne vækker det glæde, at fleksjobberne fremover kan fortsætte som medlemmer.

Læs om Bettina på Avisen.dk Hvorfor arbejder du ikke, mor?

De færre penge til de ledige fleksjobbere giver til gengæld nedadvendte mundvige hos Morten Kaspersen, der både er forretningsfører i 3F's a-kasse og formand for a-kassernes organisation, AK-Samvirke.

- Sådan som ordningen er fremlagt, vil det betyde en økonomisk forringelse for den enkelte ledige, siger han.

Mette Kindberg, der er næstformand i HK og formand for HK A-kasses bestyrelse, er enig.

- Vi havde helst set nogle satser i nærheden af dagpengeniveauet. Det her er en forringelse for folk på fleksjob, siger hun.

Kun i to år
Samtidig peger hun på, at fleksjobbere fremover kun kan være på den 'høje' ydelse på 15.300 kroner om måneden i to år.

Derefter skal de leve af 10.300 kroner om måneden.

- Jeg synes godt nok, det er en gevaldig opstramning, siger hun.

Til gengæld glæder hun sig over, at de godt 7.000 medlemmer af HK, som er fleksjobbere, fremover også kan være med i a-kassen.

Tallene for, hvor mange fleksjobbere, der er ledige eller stopper i deres fleksjob kommer fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.



Sussi La Cour blogger på Avisen.dk. Sussi La Cour er bedre kendt som Katja Kean

Sådan forandrer du karrieren

0 kommentarer
Vis kommentarer