Svedig februar: Varmeste februardag i 22 år

Der blev tirsdag målt 14,0 grader i Østjylland og 13,9 i Østsjælland. Det forårsagtige vejr fortsætter onsdag.

Det har været usædvanlig varmt i dag, men i næste uge truer vinteren med et comeback (Foto: Colourbox)
Det har været usædvanlig varmt i dag, men i næste uge truer vinteren med et comeback (Foto: Colourbox)

Foråret bankede kraftigt på tirsdag.

Klokken 14.50 meldte Tirstrup lufthavn i Østjylland om en temperatur på 14,0 grader, oplyser DMI.

Det er den højeste temperatur målt i Danmark i februar siden 1990, og det sender måneden op på en tredjeplads over de højeste februartemperaturer, der nogensinde er målt i Danmark.

I 1990 sneg termometeret sig op på 15,8, hvilket fortsat står som rekord for måneden. Den andenhøjeste februartemperatur blev målt i 1959 med 15,5 grader.

Lunt flere steder
Også i Østsjælland var det usædvanligt lunt denne tirsdag. Her blev dagens højeste temperatur målt til 13,9 grader.

DMI oplyser, at dagens temperaturmålinger endnu ikke er kvalitetssikret. Det sker først fredag morgen, men intet tyder på, at målingerne skulle være fejlbehæftede.

Tirsdagens varme kommer til dels på grund af mild, fugtig luft, der cirkulerer ind fra Atlanterhavet ved fælles hjælp fra et højtryk mod syd og et lavtryk mod nordøst.

Luften fra Atlanten er dog kun på seks til syv grader og kræver en god del solopvarmning over land, før den kommer op på tocifrede varmegrader. Det er derfor, de højeste temperaturer er målt mod øst i de respektive landsdele.

Fint igen i morgen - men så..
Onsdag er der igen chancer for, at temperaturer kravler op omkring 13-14 grader i Østjylland. Resten af ugen forventer DMI, at temperaturerne falder markant frem mod weekenden. Helt galt kan det gå i næste uge, hvor DMI ligefrem varsler, at vinteren kan gøre comeback. De lune temperaturer bliver afløst af dagtemperaturer lige over frysepunktet og nattefrosten vender tilbage.

Mandag og tirsdag kan der komme snebyger, oplyser DMI.

0 kommentarer
Vis kommentarer